Minkskandalen

Minkordfører: Melding fra minister er komisk og langt ude

Foto: Venstre
Venstres minkordfører Thomas Danielsen langer ud efter regeringens systematiske sletning af bevismateriale i minkskandalen.

2. november 2021 kl. 13:43

Venstres minkordfører mener, det er langt ude, når regeringen påstår, den samarbejder med kommissionen og samtidig sletter bevismateriale.

Det holder ikke, når justitsminister Nick Hækkerup påstår, at regeringen samarbejder fuldt ud med minkkommissionen om at få alt frem i lyset.

Det mener Venstres minkordfører Thomas Danielsen.

”Det er langt ude at påstå, at regeringen samarbejder med kommissionen, når man systematisk har slettet beviser i sagen og ignorerer anmodninger om at udlevere materialet. Det er nærmest komisk”, siger Danielsen.

statsministeriet ignorerede kommission

I løbet af de seneste dage er det kommet frem, at Minkkommissionen i slutningen af april beder både Justitsministeriet og Statsministeriet om at udlevere blandt andet sms’er.

Mens man i Justitsministeriet indskærper, at medarbejderne ikke må slette noget, fortsætter sletningen hos blandt andre statsminister Mette Frederiksen og hendes tætteste medarbejdere, skriver ritzau.

Og først 46 dage senere melder Statsministeriet tilbage til kommissionen, at beskederne er væk.

”Det er jo en skandale i skandalen, at man modarbejder undersøgelsen på den her måde, og det går selvfølgelig overhovedet ikke. Vi skal have alt frem i lyset, og nu må Mette Frederiksen udlevere alt hendes it-udstyr, så vi kan komme til bunds”, siger Thomas Danielsen og fortsætter:

”Regeringen siger hele tiden, at den støtter kommissionen og respekterer dens arbejde, men samtidig nægter statsministeren at fremlægge al materiale. Det stinker langt væk”.

Alt skal udleveres

Politiets teknikere forsøger nu at genskabe sms’erne, men eksperter udtaler til flere medier, at det kan blive en svær opgave, fordi der er gået langt tid.

Det er problematisk, fordi sms’erne er vigtige for at forstå, hvad der skete de dage, da regeringen besluttede at aflive et helt erhverv uden lovgrundlag, mener minkordføreren.

”Det er jo kommet frem, hvordan statsministeriet i de afgørende dage har lagt pres på andre ministerier via sms, så det er ekstremt problematisk, hvis vi ikke kan genskabe de slettede beskeder. Derfor lægger vi også pres på, at statsministeren nu udleverer alt til politiet”, siger Thomas Danielsen.

Thomas Danielsen

Minkordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste