Forsvar

Venstre lancerer nyt EU-forsvarsudspil: Et stærkt Danmark i et sikkert Europa

Af Troels Lund Poulsen, formand, og Morten Løkkegaard, spidskandidat til EP-valget

27. maj 2024 kl. 10:18

Venstre vil styrke EU’s cybersikkerhed, beskyttelsen af de ydre grænser og EU’s støtte til Ukraine i et nyt EU-forsvarsudspil.

Vi lever i en omskiftelig tid. Krigen i Ukraine har sat store aftryk både i Danmark og i det europæiske samarbejde. Det er en påmindelse om, at freden og friheden ikke må tages for givet. Danskernes ’ja’ til at afskaffe forsvarsforbeholdet d. 1. juni 2022 var et klart signal om, at Danmark ønsker freden og samarbejdet med vores demokratiske allierede i EU.

Derfor foreslår Venstre i et nyt EU-forsvarsudspil en række konkrete initiativer til et skabe mere sikkert Europa.

I en situation, hvor vi i stigende grad oplever fjendtlige cyberangreb fra regimer som Putins Rusland, er det bydende nødvendigt, at vi styrker vores forsvar mod digitale trusler. Venstre foreslår, at EU etablerer en stærk "cyberbrigade", der kan reagere på hybride trusler mod medlemslandene.

For kun ved at slå vores viden og vores ressourcer sammen, kan vi stå stærkere mod fremmede magter, der forsøger at destabilisere de frie, europæiske samfund gennem cybersabotage og misinformation eller som vil forsøge at lægge vores virksomheder, sygehuse eller energisystemer ned. Ingen EU-lande kan eller skal stå helt alene på cyberområdet.

Samtidig foreslår vi, at vi styrker beskyttelsen af EU's ydre grænser med en indsatsstyrke. Den skal kunne aktiveres, hvis der opstår behov ved EU’s ydre grænser. Det kan bl.a. være maritim overvågning, grænsekontrol, humanitære indsatser og krisehåndtering. Styrkelsen af EU’s ydre grænser er nødvendig for at mindske migrationen mod Europa og Danmark og for at sikre effektiv beskyttelse i kritiske situationer, hvor der er særligt stort tryk på EU’s ydre grænser.

Og så foreslår vi flere konkrete tiltag til støtte for Ukraine i deres frihedskamp mod Rusland. For EU skal støtte opbygningen af kapacitet til vedligehold af militært materiel i Ukraine gennem partnerskaber mellem ukrainske og europæiske virksomheder. Dette vil forkorte forsyningskæderne og samtidig styrke Ukraines modstandsdygtighed.

Venstres tilgang til EU-samarbejdet er klar: EU’s forsvarsgren og NATO-alliancen skal være et både/og – ikke et enten/eller. Men det er afgørende, at Danmark og resten af Europa i højere grad tager ansvar for vores egen sikkerhed. Venstre vil fortsat arbejde for et stærkt Danmark i et sikkert Europa, hvor vi står sammen om at tackle de grænseoverskridende udfordringer og sikre en tryg fremtid for vores børn.

Du kan læse hele forsvarsudspillet her: Et stærkt Danmark i et sikkert Europa

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste