En tryg og god start på familielivet: Venstre styrker fødselsområdet
At bringe et barn til verden er én af livets største begivenheder. I Venstre arbejder vi for, at alle gravide og fødende i Danmark får den bedst mulige oplevelse – før, under og efter fødslen. For det er livsomvæltende for de fleste at stå med et nyt liv i armene, og både nye og erfarne forælde kan komme i situationer, hvor de har brug for råd og vejledning.
Det er helt afgørende, at gravide føler sig trygge og i sikre hænder gennem hele forløbet, og at nybagte familier får den støtte, de har brug for – uanset om det er første, anden eller tredje gang, man bliver forælder.
Med en ny politisk aftale styrker vi fødselsområdet og skaber større tryghed i hele forløbet. Vi sikrer, at alle gravide tilbydes fødselsforberedelse på mindre hold. Vi sikrer, at langt flere kan få hjælp under fødslen af en jordemoder, der har fulgt dem under graviditeten, og som de dermed kender. Og vi giver alle fødende ret til at få et hjemmebesøg, når de er kommet hjem fra sygehuset med deres nyfødte.
Vi vil sikre, at langt flere fødende vil få hjælp af en jordemoder under fødslen, der har fulgt dem i graviditeten.Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister
Den nye aftale kommer som endnu et vigtigt skridt for at forbedre forholdene på landets fødegange. Efter flere år med arbejdspres og mangel på jordemødre ser vi nu klare forbedringer. Med denne aftale styrker vi området yderligere.
Fødeområdet løftes med konkrete initiativer
Vi vil med den nye aftale skabe større tryghed og give mere støtte til gravide og nybagte familier:
- Ret til hjemmebesøg for alle fødende
- Både førstegangsfødende og flergangsfødende får fremover ret til et hjemmebesøg af en jordemoder eller sundhedspersonale, hvis de er blevet udskrevet kort efter fødslen. Det giver støtte i de første afgørende dage, hvor behovet for tryghed og vejledning er størst.
- Kendt jordemoder gennem hele graviditetsforløbet
- Langt flere gravide vil fremover blive fulgt af den samme jordemoder gennem hele graviditeten og fødslen ved at udbrede kendt jordemoderordning - en ordning, hvor et team af faste jordemødre varetager omsorgen for cirka 130-180 gravide eller par om året. Det skal give større tryghed og sikre, at de gravide og deres partnere møder sundhedspersonale, der kender dem.
- Forældre- og fødselsforberedelse på små hold
- Vi styrker tilbuddene til førstegangsfødende og deres partnere, så de i langt højere grad bliver tilbudt forældre- og fødselsforberedelse på små hold. Det giver mere tid og mulighed for individuel og målrettet vejledning. Det skal grundlæggende være med til at understøtte et mere trygt fødselsforløb.
- Bedre ammevejledning
- Ammevejledning forbedres, så flere forældre får den støtte, de har brug for i den første tid med deres nyfødte. Med aftalen styrkes efteruddannelsen af sundhedspersonale og digitale løsninger, der gør det nemmere at få adgang til relevant vejledning. Det skal sikre et vellykket ammeforløb og give familierne en god start.
- Vi investerer i sundhedspersonalet på fødeafdelingerne
- Med aftalen bliver der investeret i at tiltrække flere jordemødre og forbedre arbejdsforholdene på fødeafdelingerne. Midlerne kan bruges på lokalt at forbedre arbejdsvilkårene og trivslen på fødeafdelingerne, ligesom de kan bruges på at styrke sundhedspersonalets indsats med at rådgive om amning. Det skal være med til at sikre, at der er tilstrækkeligt personale til at hjælpe de fødende.