Langt de fleste, der er i den arbejdsdygtige alder, arbejder i Danmark. Og det gør de i så høj en grad, at vi aldrig har haft så mange danskere, der er en del af det arbejdende fællesskab.

Alligevel er der en del, som står udenfor arbejdsmarkedet. Nogen gør det for en kort periode, fordi de har mistet deres arbejde. Andre er blevet syge og har brug for en hjælpende hånd til igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Andre har måske oplevet, at de kompetencer, de fik fra deres uddannelse for mange år siden, ikke længere matcher den efterspørgsel, som arbejdsmarkedet har i dag.

Og så er der en gruppe, som desværre hænger fast år efter år på især kontanthjælp, selvom de med den rette indsats godt kunne gå ud og tage et arbejde i morgen.

Uanset hvad grunden til ledigheden er. Og uanset hvad behovet er for den enkelte for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Så vil den ledige i dag blive mødt af et beskæftigelsessystem, som har store mangler.

For beskæftigelsessystemet i Danmark virker ikke godt nok. Det er gået i stykker. Vi bruger hvert år rigtig mange ressourcer på et system, som i bedste fald hjælper nogle enkelte grupper tættere på arbejdsmarkedet. I værste fald gør det modsatte for andre.

Det vil Venstre gøre noget ved. Der er brug for en fundamental ny måde at indrette beskæftigelsesindsatsen på. Hvor den enkelte ledige er i fokus. Og hvor dem, der kan og vil selv, får en langt større grad af frihed til at indrette den indsats, som de mener vil bringe dem tættere på et arbejde.

Derfor fremlægger Venstre nu vores bud på en ny og mere fri beskæftigelsesindsats. Venstre ønsker at afskaffe beskæftigelsessystemet, som vi kender det. Det betyder bl.a., at vi vil nedlægge jobcentrene og erstatte dem med en helt ny indsats.

Vi bruger i dag skatteydernes penge på beskæftigelsesindsatser, som ikke har den ønskede effekt.

Problemet er ikke mangel på ressourcer. For der er knap 12.500 fuldtidsbeskæftigede i de kommunale jobcentre, som står for en stor del af beskæftigelsesindsatsen.

Det er der, samtidig med at der er rekordhøj beskæftigelse. Ser vi på de sidste 10 år, er der også tale om en markant stigning i antallet af beskæftigede i jobcentrene, selvom antallet af ydelsesmodtagere har ligget nogenlunde stabilt.

Således er der tale om en stigning på knap 2.000 fuldtidsbeskæftigede i jobcentrene fra 2011 til 2021. Med det lave antal ledige er der - for at danskernes penge bruges klogest muligt - behov for, at vi tager et kritisk eftersyn med denne løbende udvidelse af systemet.

Samtidig fortsætter udgifterne til indsatsen med at ligge på et meget højt niveau.

Vi bruger knap 12 mia. kr. om året på den aktive beskæftigelsesindsats – herunder på udgifter til både aktivering og andre beskæftigelsesordninger. Og alene på udgifter til administration af jobcentrene bruger vi over 5 mia. kr. om året.

Læg dertil, at vi hvert år bruger over 100 mia. kr. på overførselsindkomster til ledige i den arbejdsdygtige alder.

Udgifterne til administration af jobcentrene er desuden steget med over 1,5 mia. kr. siden 2011.

Og sammenligner vi os med udlandet, er Danmark det land, der i en årrække har brugt flest ressourcer på den aktive beskæftigelsesindsats.

Iflg. OECD er Danmarks udgifter til den aktive beskæftigelsesindsats i pct. af BNP mere end tre gange så højt som gennemsnittet for alle OECD-lande. Og vi bruger også relativt flere midler end vores nabolande Tyskland og Sverige.

Den aktive beskæftigelsesindsats er også et tungt system, der ofte drukner i samtaler og kontrol. Vi ved fx, der årligt afholdes ca. 2,4 mio. samtaler i jobcentrene.

Selvom vi bruger mange ressourcer på den aktive beskæftigelsesindsats, er effekten ikke derefter.

En del af indsatserne i den aktive beskæftigelsesindsats har en usikker effekt. Og kun nogle af indsatserne kan betale sig økonomisk. En analyse fra Finansministeriet viser eksempelvis, at vi samfundsøkonomisk taber på enkelte indsatser.

Det er et problem.

Det er også et problem, at dem, der snyder fællesskabet, ikke bliver sanktioneret, som de skal. For selvom vi har taget mange initiativer i retning af at sikre et bedre sanktionssystem, er vi langtfra i mål.

Det er et problem, når ikke en eneste a-kasse i flere år har haft overblikket over, hvor ofte de sanktionerer jobparate dagpengemodtagere, som siger nej til et job.

Det er også et problem, når der er store kommunale forskelle på, hvor ofte kontanthjælpsmodtagere sanktioneres. Det vidner om, at det er postnummeret, der afgør, om man sanktioneres for fx at udeblive fra en samtale eller et tilbud.

Og så er det et problem, at vi har en gruppe – særligt en stor gruppe ikkevestlige indvandrere – som systemet har givet op overfor, og som lever år efter år på kontanthjælp uden at bevæge sig tættere på arbejdsmarkedet.

Det kan og skal vi gøre bedre.

Vi kender alle nogen, der på et tidspunkt er blevet ledige. Måske har vi selv oplevet det.

Ledighed er en stor belastning for den enkelte. Det betyder tab af indkomst. Det påvirker familiers muligheder og tryghed. Men for mange betyder det også tab af identitet. Tab af kolleger. Tab af faglige udfordringer. Tab af fællesskab og muligheder.

Langt de fleste ledige vil derfor gerne hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet.

Venstre vil skabe en ny beskæftigelsesindsats, der sikrer en større grad af frihed til dem, der kan selv. Den nye indsats skal indeholde færre krav og mindre kontrol for dem, der har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, men som er blevet ledig for en kort periode.

Indsatsen skal understøtte, at ledige står effektivt til rådighed for arbejdsmarkedet, og den skal styrke den lediges incitament til og forudsætning for at blive en del af det arbejdende fællesskab.

Det skal bl.a. ske ved, at ledige med en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet i den første ledighedsperiode ikke skal trækkes gennem meningsløse aktiveringsforløb og –samtaler. Den ledige skal mødes med tillid. Det handler om at sikre frihed under ansvar.

Venstre ønsker en indsats, hvor den ledige kan vælge, hvem der bedst kan hjælpe den ledige i job. Om det skal være en privat leverandør. A-kassen. Eller den offentlige instans, der kommer til at stå i stedet for de nuværende jobcentre. Det skal være op til den enkelte ledige.

Der er desværre en gruppe mennesker, som har indrettet et liv efter, at de modtager en offentlig ydelse uden at arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er en gruppe, som år efter år eksempelvis modtager kontanthjælp uden at gøre en reel indsats for at komme tættere på arbejdsmarkedet.

Der er en gruppe på omring 7.000 personer, som har været over 10 år i kontanthjælpssystemet. Og over 23.000 personer har været i kontanthjælpssystemet i mere end 5 år. Ikke-vestlige indvandrere er desuden overrepræsenteret i gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Kontanthjælpen er en midlertidig ydelse. Hvis man går i 5 eller 10 år uafbrudt på kontanthjælp, er der tale om et svigt.

Et svigt fra den enkelte, der ikke har stået reelt til rådighed for arbejdsmarkedet. Som ikke har søgt de job, der har været. Og som måske ikke har ønsket at lære det danske sprog.

Og et svigt fra systemet, der har tilladt, at så mange har været overladt til sig selv og til et liv på passiv forsørgelse.

Desværre har vi en socialdemokratisk regering, som ikke har svarene på, hvordan vi gør indsatsen bedre.

Socialdemokratiets systemtankegang fastholder systemet, som det er. Og det sker samtidig med, at den socialdemokratiske regering fører en politik, der risikerer at fastholde flere på offentlig forsørgelse. De har hævet ydelserne og gjort det mindre attraktivt at arbejde.

Det er bl.a. sket ved, at de – sammen med regeringens støttepartier – har hævet ydelserne til især arbejdsløse indvandrere. Konkret har de hævet ydelserne, så en integrationsydelsesmodtager med to børn får 2.000 kr. ekstra skattefrit om måneden.

De har hævet integrationsydelsen for forsørgere. Og de har aftalt at afskaffe kontanthjælpsloftet. Det gør det alt sammen mindre attraktivt at arbejde.

Og så har de hævet ydelserne for dagpengemodtagere. Når regeringens nye aftale om forhøjede dagpenge træder i kraft, vil 140.000 hårdtarbejdende lønmodtagere opleve, at mange folk, der går derhjemme på dagpenge, får flere penge, end de selv tjener ved at gå arbejde. Den nye forhøjede dagpengesats i de første tre måneder svækker incitamentet til at komme hurtigt tilbage i job.

Venstre ønsker at afskaffe beskæftigelsessystemet, som vi kender det. Det betyder bl.a., at vi vil nedlægge jobcentrene og erstatte dem med en helt ny indsats.

Vi siger klart: Hvis Venstre bliver betroet regeringsansvaret efter næste valg, vil vi starte helt forfra med at indrette beskæftigelsesindsatsen. For det nytter ikke noget at lappe på et system, som grundlæggende ikke virker, som det skal.

Venstre ønsker en helt ny beskæftigelsesindsats, som sikrer rammerne for, at den enkelte ledige kommer tættere på arbejdsmarkedet – både for de forsikrede og ikke-forsikrede. Som møder den enkelte dér, hvor han eller hun er. Og som samtidig slår hårdt ned på dem, som snyder fællesskabet.

Og så ønsker vi en indsats, som er indrettet til at håndtere fremtidens arbejdsmarked, hvor flere og flere har beskæftigelse som fx freelancere, iværksættere m.m.

Derfor fremlægger vi her vores bud på en ny og mere fri beskæftigelsesindsats, som hviler på seks principper, og som giver den enkelte ledige mere frihed og flere muligheder.

Den nye indsats skal give ledige frit valg af leverandør.

For Venstre er det ikke afgørende, hvem der leverer ydelsen, når man bliver ledig. Det vigtige er, at den enkelte ledige bliver hjulpet tættere på arbejdsmarkedet. Det kan være en privat aktør, en A-kasse eller det offentlige, der står for indsatsen. Det er op til den enkelte at afgøre.

Det skal selvfølgelig ske, mens retssikkerheden for den enkelte ledige selvfølgelig er i orden.

Det er en helt ny måde at tænke beskæftigelsesindsatsen på. Det vil sætte den enkelte ledige i centrum. Det vil give den enkelte mere frihed og flere muligheder.

I Venstre tror vi nemlig på mennesker. Vi tror på, at flere vil tage mere ansvar for eget liv, hvis de selv har en indflydelse på, hvilken aktør der skal hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.

Vi har gennem tiden forsøgt at lappe på et system, som grundlæggende ikke virker hensigtsmæssigt. Det er tid til at starte forfra. Det ønsker Venstre. Og det skal ske med det klare udgangspunkt, at der skal være frit valg af leverandør til alle ledige.

Det frie valg forudsætter stadig, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi vil skabe en ny beskæftigelsesindsats, der sikrer en større grad af frihed til dem, der kan selv. Den nye indsats skal indeholde færre krav og mindre kontrol for dem, der har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, men som er blevet ledig for en kort periode.

For det giver ikke mening at blive trukket gennem meningsløse aktiveringsforløb, hvis man har både lysten og kompetencerne til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet selv.

Vi skal stille færre krav. Og vi skal kontrollere mindre. Derfor skal dem med stærk tilknytning til arbejdsmarkedet have frihed fra krav, samtaler og kontrol i den første periode af deres ledighed. Med friheden følger også et ansvar hos den enkelte for at søge arbejde.

Den nye indsats skal tilbyde bedre og mere specialiseret hjælp til dem, der har store og komplekse problemer. De skal have en mere skræddersyet indsats, som kan bringe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet.

Det gælder fx de mennesker med handicap, som gerne vil arbejde, men som i dag ikke får den hjælp, de fortjener.

Derfor nytter det heller ikke noget, når regeringen sparer på udsatte unge kontanthjælpsmodtagere. Regeringen har som led i aftalen om tidlig pension nemlig besluttet at spare over 300 mio. kr. årligt på hjælpen til ledige udsatte unge.

Venstre vil en anden vej. Vi vil investere målrettet i at sikre en bedre og mere specialiseret hjælp til dem, der har de største udfordringer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Ved at undlade at trække de ledige med en stærk tilknytning gennem systemet i den første ledighedsperiode, frigør vi ressourcer, som i stedet kan bruges på dem, der har behov for

en særlig indsats.

Den nye indsats skal sikre, at det kan betale sig at stå op om morgenen og gå på arbejde. Det handler om rimelighed. Og det handler om at sikre incitamentet til, at så mange som muligt bidrager.

For i dag kan det alt for ofte ikke betale sig at arbejde. Der er 225.000 personer i Danmark, der har en lille økonomisk gevinst ved at arbejde.

Den socialdemokratiske regering har de sidste tre år konsekvent gennemført politik, der gør det mindre attraktivt at arbejde.

Med regeringens forhøjede dagpengesats de første tre måneder i ledighedsperioden vil der være 140.000 lønmodtagere, der vil have en lavere indkomst, end man kan få på dagpenge. Det er ikke rimeligt.

Og med regeringens afskaffelse af kontanthjælpsloftet og forhøjelse af ydelserne i kontanthjælpssystemet, er der en gruppe af især ikke-vestlige indvandrere, der nu får 2.000 kr. ekstra skattefrit hver måned for ikke at arbejde.

Det kan og skal vi gøre bedre. For det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Venstre ønsker en beskæftigelsesindsats, der sikrer, at det kan betale sig at arbejde. Derfor kan man heller ikke se indsatsen afkoblet for ydelsessystemet. Vi vil tilbagerulle de højere dagpenge, som regeringen har givet. Vi vil nedsætte integrationsydelsen for forsørgere. Vi vil tilbagerulle de højere offentlige ydelser, som regeringen har givet til især arbejdsløse indvandrere. Og vi vil genindføre kontanthjælpsloftet.

Og så vil vi give skattelettelser til folk i arbejde, så gevinsten ved at tage et arbejde – og ved at arbejde ekstra – stiger. Det er der brug for – særligt også når vi har en regering, der har gjort det dyrere at være dansker ved at hæve skatter og afgifter over 40 gange med mere end 10 mia. kr. om året.

Når man som ledig ikke lever op til sine rådighedsforpligtelser, snyder man ikke kun sig selv. Man snyder også fællesskabet.

Derfor stod Venstre også i spidsen for en aftale om enklere og skærpede sanktioner i kontanthjælpssystemet, da vi sidst havde regeringsansvaret. Vi tog vigtige skridt i retning af at sikre, at reglerne er nemmere at forstå – og at hammeren falder hårdere, hvis man snyder.

Alligevel er der en gruppe ledige, som snyder, og som ikke lever op til deres rådighedsforpligtelser. Tidligere svar har fx vist, at 14 pct. af personer i kontanthjælpssystemet har fået mindst én rådighedssanktion.

Vi skal ikke acceptere snyd.

Den nye beskæftigelsesindsats skal møde folk, der snyder, med en hård og markant konsekvens. Det skal kunne mærkes på pengepungen, hvis man snyder. Og man skal langt hurtigere og langt mere konsekvent miste hele ydelsen, hvis man snyder.

Den nye indsats skal være mindre bureaukratisk og mere effektiv. Den skal ikke – som i dag - drukne i samtaler og kontrol.

I øget digitalisering gemmer der sig et stort potentiale for at gøre beskæftigelsesindsatsen mere effektiv.

Når vi nedlægger jobcentrene og gør tingene klogere, kan vi også frigøre midler til at prioritere anderledes. Det er penge, vi kan bruge på andre prioriterede områder.

Vi vil bl.a. prioritere at styrke indsatsen for de unge sårbare ledige, som regeringen har sparet på. Og når vi får flere mennesker i arbejde gennem en bedre og mere effektiv indsats, giver det rum til, at vi kan prioritere andre steder.

Venstre vil frigøre 3 mia. kr. om året ved at lave en ny og mere fri beskæftigelsesindsats. Det vil vi ved at sikre mindre bureaukrati. Men også ved, at en ny indsats får en langt større effekt, end det har i dag. Så flere bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Vi bruger knap 12 mia. kr. om året direkte på den aktive beskæftigelsesindsats. Og alene på udgifter til administration af jobcentrene bruger vi over 5 mia. kr. om året. Udgifterne til administration af jobcentrene er desuden steget de sidste 10 år.

Samtidig bruger vi hvert år over 100 mia. kr. på overførselsindkomster til ledige i den arbejdsdygtige alder. Vi bruger fx omkring 27 mia. kr. om året på ydelser til personer i kontanthjælpssystemet og 18 mia. kr. på arbejdsløshedsdagpenge. Og så bruger vi 46 mia. kr. på førtidspension.

Til gengæld er gevinsterne også store, hvis vi gør tingene på en ny og mere fri måde, der får en effekt på beskæftigelsen.

Hver gang en kontanthjælpsmodtager overgår til et arbejde, giver det i gennemsnit ca. 260.000 kr. årligt i gevinst for det offentlige. Når en dagpengemodtager kommer i arbejde, er gevinsten over 300.000 kr. årligt. Og når en integrationsydelsesmodtager kommer i arbejde, er gevinsten 235.000 kr.

Hæver vi bare beskæftigelsesfrekvensen med 1 pct.point i Danmark, giver det en gevinst på over 8 mia. kr. om året.

Og skærer vi bare en uge af den gennemsnitlige ledighedsperiode, øger vi beskæftigelsen med over 5.000 og forbedrer de offentlige finanser med 1,6 mia. kr. om året.

Der er store økonomiske gevinster at hente, hvis vi sikrer mindre bureaukrati og mere effektivitet i beskæftigelsesindsatsen. Samtidig er der et stort potentiale i at omfavne digitaliseringen og de mange muligheder, der ligger deri.

Når vi nedlægger jobcentrene, som vi kender dem, frigør vi ressourcer, vi kan bruge anderledes. Vi vil bl.a. prioritere at styrke indsatsen for de unge uddannelseshjælpsmodtagere, som regeringen har sparet på. Og når vi får flere mennesker i arbejde gennem en bedre og mere effektiv indsats, giver det rum til, at vi kan prioritere andre steder.

Venstre vil frigøre 3 mia. kr. om året ved at lave en ny og mere fri beskæftigelsesindsats. Det kommer oveni de besparelser på mere end 1 mia. kr., som regeringen allerede har aftalt at finde på den kommunale beskæftigelsesindsats.

Det vil vi gøre ved at sikre mindre bureaukrati. Men også ved at en ny indsats får en langt større effekt, end den har i dag. Så flere bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Hvis Venstre bliver betroet regeringsansvaret efter næste valg, vil vi sætte os i spidsen for at indrette en ny og mere fri beskæftigelsesindsats. Indsatsen skal bygge på de seks principper.

Den nærmere model for fremtidens beskæftigelsesindsats skal drøftes med arbejdsmarkedets parter. De faglige organisationer kender deres medlemmer bedst, og de ved, hvad der skal til for at få dem i arbejde. Samtidig spiller arbejdsgiverne, både de offentlige og de private, naturligvis en hel central rolle.

Derfor skal den konkrete model selvfølgelig drøftes endeligt på plads med arbejdsmarkedets parter.