Venstres nye principprogram

Til Venstres Landsmøde den 4. og 5. oktober i Odense skal Venstres delegerede debattere og vedtage et nyt principprogram for Venstre. Principprogrammet er det fundament, som skal danne grundlag for Venstres holdning og principper i mange år fremad. 

Hvorfor et nyt principprogram?

Venstre står midt i en tid, hvor vores værdier og visioner skal tilpasses en verden i hastig forandring. Derfor har Venstres formand, Troels Lund Poulsen, bebudet, at det nu er på tide, at Venstre får opdateret sit principprogram fra 2006.

Et nyt principprogram vil ikke blot være et udtryk for vores grundværdier, men også en moderne vejviser for, hvordan vi bedst skaber vækst, frihed og sammenhængskraft i samfundet.

Din deltagelse gør en forskel

For at sikre at principprogrammet afspejler hele Venstres bredde, er det vigtigt, at vores bagland spiller en aktiv rolle i processen. Vores redaktionsudvalg kommer rundt i hele landet for at samle inputs fra medlemmer, vælgerforeninger, kommuneforeninger, regioner og kredse. Og her er din stemme afgørende. På baglandsmøderne får du mulighed for at dele dine tanker om, hvilke værdier og principper Venstre skal stå for i fremtiden.

Vi opfordrer alle medlemmer til at deltage aktivt og tage ejerskab i den vigtige proces. Sammen kan vi sikre, at Venstres principprogram repræsenterer hele organisationen – fra medlemmerne i den mindste lokalforening til dem, der former vores politik på Christiansborg.

Redaktionsudvalget

Venstres Redaktionsudvalg er nedsat af Venstres Hovedbestyrelse den 24. august 2024. Udvalget har til opgave at facilitere baglandsmøder, samle inputs og sammenskrive alle de holdninger og pointer, der kommer fra Venstres medlemmer. Udvalget ledes af Mads Duedahl, som er regionsrådsformand i Region Nordjylland. Derudover består udvalget af 14 medlemmer bredt funderet i Venstres organisation. Nedenfor kan du se alle medlemmerne af Venstres redaktionsudvalg. 

Baglandsmøder

Fra oktober 2024 til april 2025 vil der blive afviklet en lang række baglandsmøder i Venstres organisation, hvor alle medlemmer får mulighed for at gøre deres holdning gældende til Venstres nye principprogram. Nedenfor kan du se, hvor og hvornår der bliver afholdt et baglandsmøde nær dig. Man er velkommen til at deltage i alle de møder, man har lyst til, uanset hvor i landet de afholdes. Bemærk, at mødekalenderen løbende bliver opdateret.