Ny aftale vil gøre det lettere at klimasikre mod højtstående grundvand

Af Erling Bonnesen, miljøordfører, og Christian Friis Bach, klima- og energiordfører
20. marts 2025 kl. 13:08
Venstre og regeringen har netop indgået en politisk aftale, der vil gøre det lettere at klimasikre byer og boligområder, der er truet af højtstående grundvand.
Vi ser ind i en fremtid med mere ustadigt vejr. Mere regn, hyppigere skybrud og en stigning i grundvandet, er nogle af de risikofaktorer, der kan komme til at præge Danmark i fremtiden.
Grundvandsspejlet er på de seneste 30 år steget med en meter. Det betyder, at 450.000 danske husstande nu har mindre end én meter ned til grundvandet mere end 80 procent af året.[i] Mange oplever at kæmpe med vand i kælderen og vandskader på fundamentet som følge af terrænnært grundvand. Højtstående grundvand belaster også infrastruktur såsom veje og rørledninger.
Derfor skal vi klimasikre Danmark i tide. Vi har netop indgået en politisk aftale, der vil gøre det lettere at klimasikre byer og boligområder, der er truet af højtstående grundvand.
Fremover bliver det nemlig muligt for spildevandsforsyningsselskaber at investere i kollektive løsninger med henblik på at afhjælpe udfordringerne. Det betyder, at spildevandsforsyningsselskaber kan sikre hele byområder mod oversvømmelser fra terrænnært grundvand, frem for, at hver enkelt grundejer står alene med opgaven. Der banes dermed vej for store investeringer i klimatilpasning, som skal gennemføres i områder, hvor det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
I alt vil aftalen bidrage med investeringer på op mod 60 milliarder kroner til fælles klimaløsninger.
Venstre er partiet, der kæmper for dig, der kæmper mod stigende grundvand.
Det er rettidig omhu at forebygge klimaskader fremfor blot at sidde på hænderne og vente på, at ulykken indtræffer. Som boligejer har den enkelte også selv et ansvar for at klimasikre sin bolig, men der er tilfælde, hvor omkostningerne bliver for høje til, at den enkelte kan varetage dem alene, og her arbejder vi for at sikre gode, kollektive løsninger.
I Venstre vil vi fortsat at arbejde for, at Danmark får en national plan for klimasikring.[ii]
[i] Regeringen.dk: Regeringens udspil til Klimatilpasningsplan 1 - Regeringen.dk, 23. oktober 2023.
[ii] Venstre.dk: Troels Lund Poulsens tale til Venstres Landsmøde 2024, 16. november 2024.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.