Sundhed og velfærd

Akutplanen virker: Patienter venter kortere tid på behandling

Af Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, og Eva Kjer Hansen, fungerende sundhedsordfører

14. marts 2025 kl. 14:10

Mens Venstre har siddet i regering, er den gennemsnitlige ventetid på sygehusbehandling faldet fra 47 til 38 dage. Det er blandt andet et resultat af akutplanen, som vi gik til valg på.

Da vi gik i regering i 2022, var en af vores absolutte hovedprioriteter, at ventetiden på operationer og anden behandling på sygehusene skulle ned.

Ventetiden havde i de foregående år været for lang og stigende, og lige omkring regeringsdannelsen var ventetiden oppe på sit højeste med et gennemsnit på 47 dage.

Patienter, der venter på fx en operation, kan have stærke smerter og nedsat livskvalitet. Og jo længere ventetiden er på behandling, jo længere skal man være sygemeldt. Derfor satte vi som regering et ambitiøst mål med akutplanen:

Inden udgangen af 2024 skulle ventetiden ned på samme niveau som før corona-pandemien.

Målet er nu nået. Ventetiden på landsplan var ved udgangen af 2024 igen nede på 38 dage til gavn for patienterne.

Sundhedspersonalet på sygehusene skal have en stor tak. De har knoklet for at få nedbragt og normaliseret ventetiden. Det må vi endelig ikke glemme.

De gode nyheder stopper ikke her

Heldigvis stopper de gode nyheder i sundhedsvæsenet ikke her. Nye tal viser også, at det er blevet væsentligere nemmere for hospitalerne at tiltrække og holde på sygeplejersker.

For blot to år siden måtte sygehusene opgive at få besat 45 procent af ledige sygeplejerskestillinger – i dag er antallet af forgæves rekrutteringsforsøg nede på 14 procent.

Det er blandt andet et resultat af de massive investeringer i vores sundhedsvæsen, som regeringen har foretaget. Eksempelvis sidste års økonomiaftale med regionerne, som var den største i 14 år. Og i den kommende, nye kræftplan, som målt i kroner og øre, bliver den største hidtil.

Et sundhedsvæsen på rette vej

Men selvom sundhedsvæsnet står et væsentligt bedre sted i dag, end før Venstre gik i regering, læner vi os på ingen måde tilbage. For der er stadig meget at tage fat på.

Først og fremmest skal vi have ført den største sundhedsreform i 20 år ud i livet, så vi får et bedre og mere nært sundhedsvæsen tættere på alle danskere. Vi skal have rettet op på lægedækningen og sikre, at der er flere læger de steder i landet, hvor der er flest syge, og længere mellem husene. Og samtidig skal vi styrke psykiatrien, der i alt for mange år er blevet glemt og klemt.

Men sundhedsvæsenet er på rette vej. Nu gælder det om at holde snuden i sporet og bygge ovenpå de flotte resultater til gavn for patienterne, der i dag og også fremover vil være i centrum for Venstre.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste