Venstre på Folkemødet: Værdien af frihed, Lollands tredje tykkeste person og masser af Matador
14. juni 2024 kl. 18:12
Der var ikke et stille øjeblik i Venstres have på anden dag af Folkemødet, hvor Anders Fogh Rasmussen, Claus Meyer, Marie Bjerre, Jacob Jensen og mange flere slog vejen forbi. Læs reportage fra dagen, der bød på Trump, sundhed, Matador og ikke mindst take away-mad.
Der er to ting, der tilsyneladende kan fylde Venstres have på Folkemødet:
Gratis grillpølser og en udlægning af verdenssituationen af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Kombinerer man de to ting, skaber det kø langt ud af haven - og det var netop, hvad der skete på andendagen.
"Vi må ikke bøje os for tyranner. Vi er nødt til at kæmpe tilbage", lød det fra den tidligere Venstre-statsminister foran et publikum, der lyttede så intenst, at man kunne høre et sanghæfte falde på græsset:
"Fred kan man altid få, men hvad er fred værd, hvis man er slavebundet? Frihed er altid vigtigere end fred, og den må man kæmpe for", sagde Fogh blandt andet i seancen, der kredsede sig om betydningen af en eventuel valgsejr til Donald Trump.
Ligesom da han var formand, så bliver der lyttet, når Anders Fogh Rasmussen har ordet. Foto: Rune Fogh
Ifølge Fogh Rasmussen vil mange ting fortsætte som hidtil, da Joe Biden, ligesom Trump, har arbejdet for "America first" og postet milliarder i statsstøtte til amerikanske virksomheder.
Når det kommer til udenrigspolitikken, er tingene mere usikre, lyder Foghs analyse.
"Man kan frygte, at han siger til Putin: "Du kan få Krim og Østukraine, men så vil vi også have fred". Og så er jeg spændt på, hvordan Trump reagerer, hvis Putin afslår det. Trump er totalt uforudsigelig, og det ved Putin også".
Socialdemokrater trak læsset i Matadorquiz
Vi bevæger os ud af Venstres have og følger i hælene på sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde, der igen fredag havde en rygende travl dag. Sundhedsdebatter er der masser af på Folkemødet, og ministeren holdt som altid en skyhøj arbejdskapacitet.
For eksempel var Løhde i ilden i Regionernes telt, hvor fremtidens sundhedsvæsen var til debat.
For det er regeringens klare ambition, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes, herunder de praktiserende læger. Og der følger penge med, lovede ministeren.
"Når vi flytter flere opgaver ud, skal pengene følge med. Så der kommer investering i de praktiserende læger", sagde Sophie Løhde i debatten, inden hun hastede videre til et Venstres tilbagevendende trækplastre; den store Matadorquiz.
Kaare Dybvad Bek og Peter Juel-Jensen blev klart snydt for en guldmedalje af pointtæller Christian Hüttemeier, som på forunderlig vis kom frem til et uafgjort resultat. Foto: Rune Fogh
Her var minister Kaare Dybvad Bek (S) og Peter Juel-Jensen (V) på det ene hold, mens Peter Hummelgaard (S) og Kim Valentin (V) udgjorde det andet.
Her var det - igen i år - især Dybvad Bek, der trak læsset, og han gættede blandt andet fornavnet på tidligere Venstre-statsminister Thomas Madsen-Mygdal, som i Matador betegnes "Møgdal" af kommunisten Røde.
"Imponerende, at I tager så meget gas på en Venstre-statsminister", udbrød Dybvad Bek, da hele haven havde sunget "Møgdal-visen", og ministeren måtte bryde ud i grin, da der blev repliceret:
"Det kunne I lære lidt af!".
Cyberforsvaret skal styrkes
Vi skruer lidt op for alvoren og hopper videre til et af tidens store politiske emner; nemlig cyberforsvar. Truslen og angrebene udefra tager til, og der er brug for at ruste op, lød det blandt andet fra digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Hun var i selskab med EU-kommissær Margrethe Vestager og nyligt genvalgt medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard.
"Der er nødt til at være flere og skrappere krav til cyberforsvaret hos både offentlige myndigheder og private virksomheder. Truslen er stigende, og det er både fra Rusland, men også andre, der vil os ondt", lød det fra Marie Bjerre og tilføjede:
"Det handler ikke kun om angreb på vores digitale infrastruktur, men også svindel og manipulation. Det hænger sammen".
Morten Løkkegaard diskuterede cyberforsvar med Margrethe Vestager og Marie Bjerre. Foto: Thomas Schønning
Morten Løkkegaard kunne følge op med konkrete erfaringer fra Parlamentet. Her er det ikke usædvanligt, at man få timer efter en afstemning om solidaritet med Ukraine bliver lagt ned af hackere.
"Vores systemer er simpelthen lagt ned, når vi kommer tilbage på kontorerne, og russerne lægger ikke en gang skjul på, at de står bag. De vil bare lige markere, hvad de kan", sagde Løkkegaard og fortsatte:
"Vi så det jo også denne weekend, hvor GPS-signalet omkring Bornholm lige blev jammet, så flyene ikke kunne bruge det".
Margarine, rasp og forkogte grøntsager
Til slut skal vi lige et smut forbi de der grillpølser fra indledningen. Det var nemlig en del af en debat, hvor fødevareminister Jacob Jensen og kok og entreprenør Claus Meyer debatterede take away.
For er danskerne ved at blive en take away-nation, lød oplægget.
"Jeg vil gerne lige nuancere, for det er jo sådan set ikke helt nyt. Jeg er selv opvokset på Lolland på en kost baseret på et kryds af margarine og rasp med noget ubestemmeligt kød fra kummefryseren i midten. Hertil serveret forkogte grøntsager fra Kazakhstan", fortalte Meyer energisk og fortsatte:
"Jeg var kendt som en af de tre fedeste mennesker på Lolland, indtil jeg så lyset i finere madlavning i Frankrig. Med det mener jeg, at take away ikke i sig selv er dårligt, for der findes et kæmpe udvalg i dag af lækre salater og andet, der kan laves om take away".
Iværksætter og kok Claus Meyer gav den fuld gas i debatten om take away i Venstres have. Foto: Thomas Schønning
Er danskerne fedterøve?
Fødevareministeren var ligeledes flankeret af Danish Crowns Tim Ørting Jørgensen og ville vide, hvorfor vi egentlig eksporterer det bedste kød og ikke selv spiser det hjemme i Danmark?
"Det er fordi, du er en fedterøv. Og det er danskerne også. For eksempel med lækkert brød eller kaffe er vi begyndt at være villige til at betale mere, men gode, danske fødevarer skal helst være billige. Arla er lykkedes flot med deres Unika-oste, som koster lidt mere, og den slags vil vi gerne blive bedre til i Danish Crown".
Der skal lyde et velbekomme herfra og en opfordring til at slå vejen forbi Venstres have, hvis du er på Bornholm i disse dage.
Ellers kan du fortsat følge med her på hjemmesiden med flere billeder, reportager og ikke mindst programmet for dagene.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.