Udenrigspolitik

Dansk koalation inspirerer kenyansk politik

Bertel Haarder i samtale med gæsterne fra Kenya på Folkemødet Møn
Foto: Bent Nicolajsen

Af Charlotte Wognsen, Danish Liberal Democracy Programme

27. august 2024 kl. 09:58

Gammelt fjendskab kan overvindes, og mødet på midten kan være konstruktivt og føre til løsninger. Det er en af de største erkendelser, 15 kenyanske politikere tager med sig hjem efter en uge i Danmark, hvor de på nært hold har oplevet det danske demokrati lige fra græsrodsniveau i foreningerne over de samarbejdende byråd og helt op til SVM-regeringen.

At de 15 politikere fra syv forskellige partier overhovedet kan sidde i samme stue, siger meget om udviklingen i Kenya. Trods udfordringer er landet et moderne samfund med ytringsfrihed, flere partier, en grundlov og faste valg. Men det er samtidig en nation, hvor mistilliden indtil for nylig siden har blokeret for udvikling.

”For få år siden kunne jeg ikke engang drikke en kop kaffe med en politiker fra et andet parti. Blev vi set sammen, blev det opfattet som forræderi”, fortæller Torome Nalengoyo fra Orange Democratic Movement.

I 2004 blev Centre for Multiparty Democracy (CMD) dannet med det formål at skabe en fælles platform for landets partier. CMD har siden samlet og mæglet og stået fast på den demokratiske samtale, så flere befolkningsgrupper får indflydelse. Især kvinder og unge.

Gennem det tværpolitiske DIPD støtter danske partier demokratiudviklingen i tredjeverdenslande, og i 13 år har Venstre via DLDP (Danish Liberal Democracy Programme) samarbejdet med CMD.

Læs interview med lederen af CMD her.

Opgaven i Kenya er stor og vigtig, så i 2023 gik Venstre sammen med Socialdemokratiet, SF og De Konservative i et partnerskab, hvor fokus ligger på en styrkelse af lokale partiforeninger, lokal politikudvikling og dialog på tværs via lokale møder og folkemøder.

Fra arvefjender til regeringspartnere

Det smukke Grønlandsværelse på Christiansborg dannede rammen om delegationens møde med Venstres partisekretær, Kristian Nørgaard, og Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg. Og her – omgivet af isbjerge – kunne de 15 kenyanere ved selvsyn konstatere det historiske tøbrud i dansk politik.

Ingen af de to partisekretærer lagde skjul på de mange års fjendskab. Alligevel har man siden 2022 siddet i regering sammen.

 

Politikere fra Kenya på besøg

”Besøget i Danmark har vist os værdien af, at man kan være enige om at være uenige. Men alligevel arbejde sammen”, siger Annabel Mwangi, Alfred Kaibung’a og Veronica Waithira, der repræsenterer tre forskellige partier i Kenya. I august var de på studieophold for at lære mere om det danske demokrati.
Foto: Bent Nicolajsen

 

”Situationen i dansk politik gjorde, at begge partier havde viljen til at bøje os og finde fælles løsninger. Vi valgte at tage ansvar, selv om det har givet knubs. Ingen af os får alt igennem, men vi får alle noget af det, vi gerne vil have”, lød budskabet, der gjorde stort indtryk på Alfred Kaibung’a, der er partisekretær for Devolution Empowerment Party:

”Jeg er så imponeret over, at Venstre og Socialdemokratiet har evnet at holde fokus på sager frem for personer. Det viser, at landet ikke tilhører regeringen, men alle. Og at man har valgt tillid og samarbejdet med fokus på det fælles bedste”.

”I Kenya fylder lederne for meget, og folkets dagsorden for lidt. Når først toppolitikerne er valgt, glemmer de alt om folket. I Danmark har I tilsyneladende mere integritet: I lytter til borgerne, og gør det, I har lovet”, siger Alfred Kaibung’a.

Politikudvikling – nedefra og op

Kristian Nørgaard (V) og Lasse Ryberg (S) fortalte om deres partiorganisationer, og hvordan politikken ofte vokser nedefra eller afstemmes via lokale vælgerforeninger. Begge partier finder og opstiller kandidater lokalt – også folketingskandidater. Og lokalt har partierne ”fangarme” helt ud i skolebestyrelser, menighedsråd og brugerbestyrelser.

Fra delegationen blev der spurgt, hvordan man hele vejen fra lokalt til nationalt niveau kan bevare en rød tråd i det politiske indhold:

”Det er vigtigt, at et parti har en ideologisk kerne og værdier, som er genkendelige på alle niveauer”, sagde Lasse Ryberg.

Venstre har rekorden med 360 lokale vælgerforeninger, og Kristian Nørgaard fortalte, at grundlaget for foreningerne er lokal aktivitet, og at man herigennem også rekrutterer frivillige til kampagner.

Gennem vores organisation DLDP har Venstre i over ti år været aktiv med demokratiudvikling i Kenya. Vi støtter udviklingen af et velfungerende flerpartidemokrati og finder samarbejdet meget givende. Dette besøg har været særligt værdifuldt, da regeringen har udviklet en ny Afrika-strategi, hvor dialog med vores partnere er af væsentlig betydning. 
Kristian Nørgaard, partisekretær i Venstre
Ungdommen gør oprør

Ugens program førte den kenyanske delegation på tværs af Danmark fra Aarhus, over rådhuset på Samsø, videre til kommunalpolitik i Odense, så København … og til sidst Møn, der for tiende år i træk lagde ø til Provinsens Folkemøde.

Politiet og Kriminalforsorgen havde en stand, og ude på gaden patruljerede to imponerende høje politiheste.

”Danmark er meget anderledes. Her får jeg bolsjer og smil af politiet. I Kenya får jeg tåregas”, lød det lettere satirisk fra David Nyaga fra The Service Party.

Blot få uger inden delegationens rejse udbrød der voldsomme uroligheder i Kenya, hvor landets unge, særligt generation Z født efter 1995, viste deres utilfredshed med et styre fuld af gamle mænd uden langsigtede visioner for landet.

”Nu sker der virkelig noget i Kenya. Nu vågner de unge”, fortæller en entusiastisk Annabel Mwangi fra The Service Party”, mens hun lige så entusiastisk kommenterer alle de træer, hun har set, og det åbne vand, der i hendes øjne maler Danmark i et grønt og blåt skær.

Hun er 31 år og del af en ungdomsbevægelse, som bruger sociale medier i deres kamp:

”Før var vi bange for myndighederne, som ofte tævede dem, der tog initiativ til demonstrationer eller talte regeringen imod. Men med WhatsApp og videoer på TikTok kører debatten uden filter, og der indkaldes til møder og demonstrationer, uden at politiet kan gennemskue, hvem der står bag”.

”I Kenya har vi kopieret jeres folkemøde, og det har aktiveret mange unge. Flere tør ytre sig, og flere ønsker dialogen, selv om vi ideologisk er forskellige. Flere ønsker et opgør med korruptionen i Kenya, og samtalerne på tværs handler nu om vores land.”

Ungdommens betydning i politik står også klart for Alfred Kaibung’a, der tager inspiration med hjem fra Danmark.

”I Afrika har vi desværre en tendens til at give folk en hul titel uden indhold. I jeres partier spiller formanden for ungdomspartiet en vigtig rolle og har taleret i hovedorganerne. Helt konkret vil jeg skabe poster med reelt indhold til de unge. Vores parti har brug for en vital ungdomsafdeling, så vi for alvor får de unge med”, siger partisekretæren for Devolution Empowerment Party.

Afrika er blevet en kampplads

Folkemødet på Møn inspirerer de kenyanske politikere, der via oversættelse følger med i det store telt på torvet, hvor Venstres Bertel Haarder og daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) diskuterer frivillighed. Hvor går f.eks. snitfladerne mellem staten og det private initiativ?

 Bertel Haarder besvarer efter mødet kenyanernes spørgsmål og er imponeret over deres engagement.

Den samme oplevelse har Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup-Jensen og Socialdemokratiets globale ordfører Gunvor Wibroe dagen før, da de møder delegationen i Venstres gruppeværelse på Christiansborg.

Her fortæller de to danske politikere om regeringens Afrika-strategi, som siden er offentliggjort.

 

 

Danmark vil investere mere i Afrika og hjælpe med at uddanne befolkningen.  Og Michael Aastrup-Jensen lægger ud:

”Afrika er blevet en kampplads mellem øst og vest. Gennem såkaldte investeringer er russerne og kineserne ved at tage magten – og ressourcerne. De undertrykker friheden og nærer helt bevidst den politiske destabilisering. Over for det står Vesten: Vi tilbyder jer frihandel og redskaber, så I kan forme jeres egen fremtid”.

Den geopolitiske analyse bliver ikke kommenteret i plenum, men i den uformelle snak bagefter erkender Kenyanerne, at Venstre-politikeren har en pointe. Flere kritiserer Kina og Rusland, men ingen vil lægge navn til kritikken.

Gunvor Wibroe lægger vægt på, at Afrika-strategien er bred. Kontinentet skal have hjælp til at håndtere effekterne af klimaforandringerne. Handel er vigtigt, og den sikkerhedspolitiske dimension skal med.

”Det handler både om Kina og Rusland, men også om at skabe en fremtid for de unge, så de ikke tilslutter sig terrorgrupper”.

Nye ideer med hjem

Udover at være medlem af The Democratic Party sidder Veronica Waithira også i bestyrelsen for CMD. Også hun tager hjem med nye ideer til morgendagens politik i Kenya:

”CMD har vist vejen, men det tværpolitiske forum skal have flere muskler. Møderne i Danmark har vist mig, at egoet i Kenya er for stort. Her har I viljen til at indgå kompromisser, fordi I grundlæggende tager udgangspunkt i jeres land. Samtidig er jeg imponeret over det personlige ansvar, som alle danskere udviser. Mange er frivillige, og I rydder op efter jer selv og tager beslutninger for jeres familie og samfund”.

”Det har været en fantastisk oplevelse for os alle at høre om demokrati i Danmark”, siger Veronica Waithira, da hun på besøgets sidste dag sidder på det fine, gamle rådhus i Stege sammen resten af delegationen og arbejder på individuelle og partivise handleplaner.

Handleplanerne skal hjælpe de kenyanske politikere til at omsætte inspirationen fra det fremmedartede Danmark til konkret handling, når de igen sætter foden på kenyansk jord.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste