Samlet borgerlig opposition kræver uvildig advokatvurdering af mette frederiksen
Af Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K), Inger Støjberg (DD), Morten Messerschmidt (DF), Pernille Vermund (NB) og Alex Vanopslagh (LA)
5. oktober 2022 kl. 18:26
Hvis der bliver et borgerligt flertal efter valget, vil Folketinget igangsætte en uvildig advokatvurdering af statsminister Mette Frederiksens og andre ministres retlige ansvar i minksagen.
Det fastslår en samlet borgerlig opposition bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.
Minkkommissionen har konkluderet, at Mette Frederiksen har ‘groft vildledt’ befolkningen og Folketinget, da hun i strid med loven på et pressemøde instruerede minkavlerne om at aflive deres dyr.
En ulovlig instruks, der førte til nedlæggelsen af et helt erhverv, og som koster statskassen over 19 mia. kr.
Minkkommissionen var afskåret fra at vurdere Mette Frederiksens retlige ansvar, og Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har blokeret for, at Folketinget kunne få lavet en uvildig advokatvurdering af forløbet.
Det er værd at bemærke konklusionen i den uvildige advokatvurdering, som Nye Borgerlige samlede ind til og iværksatte. Den konkluderede, at der var grundlag for en rigsretssag mod både statsminister Mette Frederiksen og tidligere fødevareminister Mogens Jensen.
For det videre forløb, hvor Folketinget vil skulle tage stilling til, om der skal rejses en rigsretssag, vil der med fordel kunne bestilles en juridisk vurdering betalt af Folketinget.
En samlet borgerlig opposition er enig om, at det skal ske efter valget. Vi skal en gang for alle have afklaret og afsluttet minkskandalen.
I en så alvorlig sag skal danskerne kunne regne med, at et muligt retligt ansvar bliver placeret. Ellers vil minkskandalen fortsætte med at hjemsøge folkestyret og skabe mistillid.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.