Det skal kunne betale sig at flytte på landet
Af Heidi Bank
20. oktober 2022 kl. 12:47
Det er vigtigt, at Danmark hænger sammen. Men det handler ikke blot om god og effektiv infrastruktur, hvor det er nemt at komme til og fra landdistrikterne.
Et sammenhængende Danmark kræver, at vi gør det attraktivt for danskerne at realisere drømmen om at flytte på landet.
I Venstre har vi netop præsenteret vores landdistriktsudspil, hvor vi forbedrer vilkårene for førstegangskøberne i hele Danmark. Vi vil bl.a. indføre en boligopsparingskonto, hvor førstegangskøbere årligt kan opspare op til 50.000 kr. Herigennem vil man kunne fradrage 10.000 kr. årligt og op til 50.000 kr. i alt per person.
Det betyder, at unge førstegangskøbere, der eksempelvis bor til leje under uddannelse, efterfølgende nemmere kan realisere drømmen om at blive boligejere. Forslaget vil gøre det særligt fordelagtigt at købe en bolig i landdistrikterne, hvor beløbet ofte rækker længere.
Vi vil samtidig fjerne afgifter for boliger under 1 mio. kr. ved at fjerne tinglysningsafgiftens faste del. På den måde bliver det billigere at købe bolig i landdistrikterne, hvor priserne ofte er lavere end i byerne.
Det skal ikke kun være billigere og nemmere at flytte på landet. Det skal også være grønnere. Med vores landdistriktsudspil foreslår vi derfor at gøre det mere attraktivt for boligejere over hele landet at bidrage til den grønne omstilling ved at energiforbedre deres bolig.
Venstre afsætter 8,5 mia. kr. frem mod 2030 til at give danske boligejere en grøn håndsrækning ved at genindføre det grønne håndværkerfradrag, som Socialdemokratiet har afskaffet.
Med Venstres landdistriktsudspil sikrer vi bedre balance mellem by og land og gør det nemmere, billigere og grønnere at flytte på landet. Det giver mere frihed og flere muligheder til alle.
Heidi Bank
Boligordfører
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.