Folkeskole og uddannelse

Ellemann: Vi skal genforhandle gymnasieaftalen

Af Jakob Ellemann-Jensen

23. februar 2022 kl. 12:42

Næste sommer får unge ikke længere selv lov til at vælge deres gymnasium. For nu bliver det forældrenes indkomst, som afgør deres uddannelsessted. Det er bare endnu et eksempel på, at Socialdemokraterne sætter statslig styring og ensretning over det frie valg og det personlige ansvar.

”Kære Sofie. Vi må desværre meddele dig, at dine forældre tjener for meget til, at du kan komme ind på vores gymnasium.”

Hvis du synes, ovenstående lyder som en dårlig vittighed, må jeg desværre skuffe dig. For det er det ikke.

Fra næste sommer kan unge mennesker nemlig blive tvunget til at tage deres ungdomsuddannelse et andet sted, end de ønsker. Alene på grund af hvad deres forældre tjener.

Det er både udansk og ufrit.

Det betyder, at nye gymnasieelever potentielt blive skilt fra deres kammerater i lokalområdet, hvor de er vokset op. Fordi et flertal i Folketinget mener, at de unge ikke selv må vælge, hvilket gymnasie de skal gå på.

Det er en glidebane, hvis vi tror, at alle problemer kan løses med tvang og statslig indblanding. For det kan de ikke. Og det må aldrig blive normalen i et frit samfund som det danske.

I Venstre anerkender vi til fulde, at flere gymnasier kæmper med frafald og en skæv elevsammensætning. Det vil vi også gerne løse. Eksempelvis ved at gøre det mere attraktivt at gå på de enkelte gymnasier.

Men vi vil insistere på, at man ikke skaber en masse nye problemer for unge mennesker, når man forsøger at løse problemet om en skæv elevsammensætning.

Til de mange unge, som lige nu står på spring til gymnasiet, er mit budskab, at vi forstår jeres frustration. I står på spring til et nyt kapitel med en masse nye oplevelser og kammeratskaber. 

Det gør mig oprigtig ked af det, at I ikke selv kan vælge jeres fremtid på det gymnasium, som I ønsker. Men i stedet skal fordeles efter jeres forældres pengepung.

Det er ufortjent og unfair.

I Venstre ønsker vi et samfund, hvor man ser mennesket før systemet. Hvor politikerne ikke altid tror, de ved bedre, end du selv gør. Hvor vi som samfund understøtter det frie valg og flere muligheder til alle.

For det er kun, når vi giver folk et frit valg, at de overhovedet kan tage et ansvar på sig og vokse med det. Ellers er det tvang. Derfor ærgrer det mig grænseløst, at disse unge mennesker ikke får lov til at vælge – for det er jo sådan, de bliver til borgere.

Det vil vi også kæmpe for i fremtiden. Derfor vil vi også tage fat på en genforhandling af gymnasieaftalen, som noget af det allerførste, når der kommer et regeringsskifte. Det kan du regne med.

Læs også: Giv de unge frihed frem for tvang

Mette Frederiksen vil fratage unge det frie skolevalg

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste