Minkskandalen

Flygter Mette Frederiksen fra sit ansvar?

Af Morten Dahlin

10. december 2021 kl. 14:49

Det er nærliggende at få den tanke, at Mette Frederiksen flygter fra sit ansvar, efter at statsministeren i går afgiv sin vidneforklaring i Minkkommissionen.

Under afhøringen i Minkkommissionen fastholdt Mette Frederiksen nemlig, at regeringens Koordinationsudvalg, der behandler de vigtigste politiske sager og har Mette Frederiksen som formand, formelt set slet ikke kan træffe beslutninger. 

Et udsagn der står i skærende kontrast til, at hun tidligere har understreget, at nedslagningen af alle mink var ”en svær beslutning”.

Samtidig har Mette Frederiksen gennem hele coronakrisen gjort alt, hvad hun kunne for at samle magten centralt i Statsministeriet. 

Vi har set talrige eksempler på, hvordan Statsministeriet gang på gang er gået usædvanligt langt ind på andre ministeriers ressortområder. 

Derfor virker det en kende besynderligt, at den eneste beslutning, man i Statsministeriet ikke har været inde over, tilfældigvis er den beslutning, som endte med at lægge et helt erhverv i graven og koste skatteborgerne 19 milliarder kroner.

Mette Frederiksen forklarede også, at man pga. tidspres ikke havde tid til at læse de papirer, hvori der stod, at der manglede lovhjemmel. 

Med tanke på beslutningens enorme konsekvenser skulle man ellers tro, at alle til mødet havde en særlig interesse i at læse alle dokumenter. 

Så vidtrækkende beslutninger skal jo træffes på et oplyst grundlag og ikke i et panikagtigt hastværk.

Og helt ærligt: Det er altså ikke en undskyldning ikke at have læst sine papirer. 

Hvis jeg får en bøde for at køre over for rødt, kan jeg heller ikke slippe afsted med en forklaring om, at jeg ikke havde set lyskurven.

Afhøringen af Mette Frederiksen efterlader derfor stadig en lang række ubesvarede spørgsmål. 

Men mest centralt står dog, hvordan man i alverden kan besluttede at lukke et helt erhverv, uden at have den respekt at sætte sig ordentligt ind i tingene først?

Morten Dahlin

Formand for Folketingets retsudvalg

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste