Venstre

Glædelig jul fra Stephanie og Troels

Af Troels Lund Poulsen, formand, og Stephanie Lose, næstformand

22. december 2023 kl. 09:03

Kære alle

Nu er der gået lidt mere end en måned, siden vi begge blev valgt til at føre vores gode parti videre på Venstres Landsmøde i Herning. 

Tak for alle de hilsener, som vi begge løbende modtager fra jer. Det er en stor ære, og det er en stor opgave, som vi hver dag glæder os over, at vi har fået.  

Det kommer til at tage tid at genrejse Venstre, men vi er helt sikre på, at vi sammen med hele Venstres stærke organisation kommer til at lykkes med det.

For Danmark har brug for et borgerligt parti, som tager ansvar, søger indflydelse og sikrer resultater. Det gør vi i Venstre.

Verden er desværre blevet mere usikker, og mørke kræfter arbejder på at destabilisere og ødelægge den frie verden. Derfor skal vi være klar til at forsvare os selv, og derfor er det helt afgørende, at Venstre vil opprioritere og styrke dansk Forsvar og vores internationale forpligtelser og relationer til NATO og EU.

Danmark og resten af verden har også været igennem økonomisk modvind de seneste år. Det har påvirket mange danskerens økonomi. I sidste uge lavede vi en stor politisk aftale, som sænker skatten med næsten 11 mia. kroner. Dermed får danskerne nu de største personskattelettelser i ti år. Det er en topprioritet for Venstre, at vi får skabt øget økonomisk tryghed for danskerne og danske virksomheder. Økonomisk ansvarlighed er en kerneværdi for os i Venstre.

Vi har også en velfærd, som vi i Venstre ønsker at forbedre og udvikle. Det gør vi blandt andet ved at investere i vores sundhedsvæsen, psykiatrien og erhvervsskolerne. Samtidig frisætter vi vores folkeskole og ældrepleje, så borgerne får mere kvalitet og flere muligheder - og medarbejdere får mere frihed til at bruge deres faglighed.

Der er fortsat meget arbejde, som skal leveres. Og vi er også helt bevidste om, at vi i Venstre skal genvinde danskernes tillid efter en svær tid.

Men vi er klar. Og vi vil være ydmyg omkring vores opgave og arbejde benhårdt på at få vores parti tilbage i god form.

Glædelig jul til jer alle og jeres familier.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste