Kultur

Kulturlivet betaler endnu engang den højeste pris for regeringens coronanedlukning

Vi skal åbne kulturlivet der, hvor det ikke længere giver mening med en nedlukning, mener Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen.
 

Af Jan E. Jørgensen

11. januar 2022 kl. 14:27

Kunst og kultur er enormt vigtigt – men alligevel er kunsten og kulturen det første, der lukkes ned, og det sidste der lukkes op.

Og nu er det tredje gang, at kulturlivet er blevet lukket ned. 

Det kan i den grad mærkes. Kunsterne har igen fået taget deres levebrød ud af munden, og vi andre lider ikke længere af ”hudsult”, men af ”kultursult”. 

Nogle savner fodbold på lægterne eller at gå i biografen, mens andre savner museumsbesøg eller ballet på Det Kongelige Teater. Nok er savnet forskelligt, men savnet er vi fælles om.

Regeringen behandler kulturen som flødeskum, men kultur er jo i virkeligheden livets salt. Og derfor gør vi i Venstre alt, hvad vi kan, for at redde kulturen igennem coronakrisen. 

Vi fik i december forhandlet en god aftale for kompensationer hjem til kulturlivet. Den var ikke perfekt, da der ikke er tale om fuld erstatning, men den var god, og kunstnerne var tilfredse.

Henover nytåret er der kommet mange opløftende meldinger om omikronvarianten, som gør, at vi kan begynde at åbne noget mere. Men regeringen ser desværre ikke ud til at have særlig travlt med at åbne kulturlivet igen, selvom der mangler evidens for at holde det hele lukket.

Det giver f.eks. ikke mening at holde biograferne lukket, og det er da også kun i Danmark og i Holland, at man ikke kan komme i biografen. 

Biograferne har nemlig nogle særlige ventilationssystemer, som gør, at luften i biograferne hele tiden renses. Og undersøgelser viser, at biografsalen er et af de sikreste rum, man kan opholde sig i.

Derfor skal biograferne åbnes igen – med det samme.

Vi skal åbne dér, hvor nedlukningen ikke længere giver mening. Og jeg er stolt af, at Venstre kæmper en daglig kamp for kulturlivet.

Jan E. Jørgensen

Kulturordfører

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste