Venstre

Michael Aastrup Jensen bliver ny ambassadør for Europarådet – stort tillykke!

Af Troels Lund Poulsen, formand for Venstre og forsvarsminister

28. marts 2025 kl. 11:13

Det var med lige dele stolthed, glæde og ærgrelse, at jeg forleden fortalte Michael Aastrup Jensen, at hvis han var interesseret, så ville regeringen udnævne ham som Danmarks ambassadør for Europarådet.

Stolt og glad var jeg, fordi jeg synes, Michael er en meget dygtig og vidende politiker, der med sin store erfaring med udenlandsk politik, vil gavne Danmark i det diplomatiske arbejde med at fremme demokrati og menneskerettigheder i Europarådet.

Europarådet samler 46 europæiske medlemslande om at beskytte ytringsfrihed, retssikkerhed og menneskerettigheder i Europa, og med Ruslands invasion af Ukraine og stigende trusler mod retsstaten er dette arbejde vigtigere end nogensinde. I en tid med geopolitisk uro må vi fastholde de værdier, der binder Europa sammen.

Som tidligere nævnt er jeg – udover at være glad og stolt – også ærgerlig over udnævnelsen, for den medfører, at Michael med udgangen af juni stopper i Folketinget og sammen med sin familie flytter til Strasbourg.

Jeg har arbejdet sammen med Michael siden 2005, hvor han kom i Folketinget. Han er dygtig, vittig, kløgtig og godt selskab. Den slags mennesker kan man ikke få for mange af.

Michael bliver den første politisk-udpegede ambassadør for Danmark. Jeg ved, at han er stolt af det, men jeg er også stolt af det, for i Venstre har vi i årevis kæmpet for, at vi i højere grad kunne bruge dygtige politikere i vores internationale diplomati.

I Folketinget finder man ikke et bedre bud på en kommende diplomat end Michael.

Fra alle i Venstre skal der lyde et stort tillykke til Michael.

At Michael har takket ja til denne post betyder også, at vi fra 1. juli får selskab af Erik Veje Rasmussen.

Ringer det navn en klokke? Måske er det fordi, at Erik op gennem 80’erne og 90’erne som en del af bolsjedrengene spillede 233 landskampe i håndbold.

Han indstillede sin spillerkarriere i1998, og siden da har Erik været håndboldtræner.

Han har været cheftræner i den tyske storklub Flensburg-Handewitt, og efter fem år i det nordtyske blev det til små 18 år i spidsen for håndboldligaholdet Århus GF. I dag er han assistenttræner i håndboldligaklubben Bjerringbro-Silkeborg.

Med sin store passion for håndbold er han med andre ord en mand, der i hele sit liv har haft foreningslivet helt tæt på, og som er opflasket med de værdier, der trives i foreningsdanmark.

Jeg glæder mig enormt meget til at få Erik med på holdet, og jeg er sikker på, at Erik, der både er uddannet skolelærer og cand.jur., bliver en stor gevinst for os i Venstre.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste