Mindeord over Peter ’PC’ Christensen

PC, som han blev kaldt, nåede både at blive skatteminister og forsvarsminister, og han sad i Folketinget fra 2001 frem til 2015.

Siden den triste nyhed kom frem, er de sociale medier fuldt fortjent blevet overstrømmet med tanker og hilsner fra folk, der satte pris på PC. De er kommet fra begge politiske fløje, fra kampfæller og ligemænd, og alle har fortalt om gode oplevelser med ’PC’. Fælles for historierne er, at de alle fortæller om et ordentligt menneske. En person, der skabte god stemning, fik folk i godt humør, og ikke mindst var enormt dygtig.

Jeg er helt enig. PC var et godt menneske, han var klog, og han havde begge ben solidt plantet i jorden.

I en meget rørende nekrolog har Søren Pind beskrevet PC bedre, end jeg selv formår:

”På Christiansborg findes der blandt en lang række forskellige valgte nogle få, der skiller sig ud. De rigtige. Dem, man kan regne med. Det er ikke altid dem, der trækker de fleste stemmer. Eller har mest kameratid. Men det er dem, kollegerne regner med. Og når netop de siger noget, så står det til troende.

En aftale er en aftale. Et ord er et ord. Uden at det på nogen måde er en let vej derhen. Men alene det giver en enorm ro og respekt omkring dem. En sådan var Peter.”

PC voksede op i Hjerting i Sønderjylland. Allerede som 17-årig blev han ramt af den kræftsygdom, der siden skulle følge ham resten af livet, og den unge PC blev ikke spået mange chancer for at overleve.

Det gjorde han dog. Han kæmpede, og han blev stærkere. Sygdommen motiverede ham til at engagere sig i politik. Det var her, at vores veje krydsedes for første gang.

Hans politiske valg faldt på Venstres Ungdom, for PC var liberal. Han ville have, at folk skulle have frihed til at træffe deres egne valg, og de skulle absolut ikke aflevere mere end allerhøjst nødvendigt til statskassen.

Han var klar til at gøre en forskel, og hurtigt steg han i de ungdomspolitiske grader. Først blev han i formand for Venstres Ungdom i Sønderjylland, så blev vi makkerpar i spidsen for VU i to år i slutningen af 1990`erne, med mig som formand og PC som næstformand.

Det var en sjov tid med mange fantastiske oplevelser og ikke mindst folketingsvalgkampen i 1998. Turene rundt i landet til møder i VUs forretningsudvalg, rejserne til udlandet, med mange møder mellem PC, Anders Langballe (VUs landskasserer) og mig selv. Jeg glemmer aldrig denne sjove og festlige tid, hvor vi sammen løste mange svære opgaver. I 1999 overtog PC posten som landsformand for Venstres Ungdom.

Vi blev ældre og gik begge ind i landspolitik. I 2001, kort efter han var gået af som formand for Venstres Ungdom, blev vi begge valgt til Folketinget. Her var PC på mange måder en atypisk politiker. I modsætning til mange andre på Christiansborg valgte han således en praktisk uddannelse. Han var som ung blevet udlært elektriker. 

Ved valget i 2001 blev vi i Venstre det klart største parti. Ind kom en masse unge, ærgerrige Venstre-løver og løvinder med blod på tanden og en iver efter at gøre Danmark mere liberalt og mere borgerligt.

Sjældent gik han på kompromis med sine principper, og den tilgang skabte ham til tider store besværligheder. Det skete blandt andet to år efter Venstres valgsejr, hvor PC sammen med en række andre udgav ’de ti liberale teser’, der havde til hensigt at hæve den liberale fane i partiet.

Med Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre blev PC senere forfremmet til politisk ordfører. Posten, hvor man skal vide alt om alt og kunne tage et politisk slagsmål om alt mellem himmel og jord. Det var en post, han var formidabel til. For der var bund i analyserne, og han forstod substansen.

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011, vippede Venstre af statsministerpinden, blev PC Venstres chefforhandler på vores centrale forløb. Når der skulle leveres et resultat, så leverede PC det. Bjarne Corydon, der i de år var socialdemokratisk finansminister, har siden flere gange fortalt om sin store respekt for PC.

Da vælgerne i 2015 kasserede den røde SR-regering, var det oplagt, at PC nu skulle spille en endnu større rolle. Men da PC i de forgangne år havde haft stort fokus på at gøre en forskel på Christiansborg, så havde der været mindre tid til den lokale kreds i Sønderjylland.

Her var vælgernes dom hård, og han opnåede ikke valg til Folketinget. Så selv om PC havde udført sin rolle til UG med kryds og slange, blev det til en foreløbig exit fra politik. Punktum.

Få måneder senere blev han dog kaldt ind fra kulden for at overtage posten som forsvarsminister. PC smed, hvad han havde i hænderne og trodsede sit løfte om, at dansk politik var et overstået kapitel for ham. 

Men da V-regeringen året efter skulle udvides med Liberal Alliance og Konservative, måtte han – selvom han igen til fulde havde udfyldt sin opgave – atter forlade politik før tid. En hård dom over en solid indsats.

Denne gang blev det et endegyldigt farvel til dansk politik, og PC trivedes også uden. Desværre vendte kræften tilbage. Igen kæmpede PC og overvandt sygdommen.

Om mindre end tre måneder ville han have rundet et halvt århundrede, og jeg ved, at mange var klar til at fejre og hylde ham. Det bliver der desværre ikke lejlighed til.

For sygdommen viste atter sit grimme ansigt, og denne gang var der ikke mere at gøre. PC sov torsdag ind omgivet af sine nære og kære.

Privat efterlader PC sig sin elskede hustru, Josefine, deres fælles søn og de to døtre, han fik i sit første ægteskab.

Jeg ved, hvor meget de alle kommer til at savne ham. Han var et fantastisk menneske, og jeg – og resten af Venstre – vil savne ham.

Ære været Peters minde.

*******************

Begravelsen finder sted torsdag den 13. februar kl. 13.00 fra Holmens Kirke.

Efterfølgende er der mindehøjtidelighed på Josty, Pile Allé 14 Frederiksberg.