Mindeord for Venstres tidl. formand, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Uffe var ualmindeligt veloplagt. Han argumenterede og agiterede. Han mente ikke, at ’nej’-sigerne nogensinde havde forstået, hvad det hele handlede om. Og han forlangte af vælgerne, at de skulle sætte sig ind i, hvad de skulle stemme om – i respekt for demokratiet.

Uffe førte valgkamp. En sidste gang. Og sammen med sin søn – for han ville give sit sidste bidrag til, hvad han fandt bedst for Danmark.

På mange måder rammede aftenen i Hillerød Uffe Ellemann-Jensens liv ind. Til det sidste kæmpede han for, hvad han troede på. Til det sidste forsvarede han, hvad han mente.

Skarp i tonen - men ikke uden charme og humor. Ligefrem i sine argumenter - men altid med et lumsk lille smil, som har afvæbnet mangt en politisk modstander gennem årene.

Uffe blev født i Haarby på Fyn i 1941. Søn af Edith Ellemann Johannessen og Jens Peter Jensen, og den unge Uffe fulgte i sin faders fodspor. Som sin far blev han journalist. Som sin far blev han chefredaktør. Og som sin far blev han valgt til Folketinget - det skete i 1977.

I 1982 blev han udenrigsminister i Poul Schlüters regering. Og i 1984 afløste han Henning Christophersen som formand for Venstre.

Og det er nok sådan, de fleste husker ham: som udenrigsminister og formand for Venstre.

Som udenrigsminister var han Danmarks spydspids, da Muren faldt i efteråret ’89, og friheden strømmede ind over jerntæppet. Han gik forrest på sit lands vegne og sikrede, at Danmark blev det første land, der etablerede diplomatiske forbindelser i Estland, Letland og Litauen, da de rev sig fri af Sovjetunionen.

Murens fald og årene, der fulgte, kom til at stå som højdepunktet i Uffes politiske karriere. Han var bogstavelig talt her, der og allevegne – og rigtig meget ombord på fly med kurs mod den næste destination.

På den måde blev Uffe - om nogen - billedet på de vinde, der blæste over Europa i de år. Han blev selve personificeringen på noget andet og noget nyt. Og det arbejde, han havde igangsat med at gøre Venstre til et parti, som var andet og mere end landet og landbruget, begyndte at bære frugt.

Pludselig kunne man se unge mennesker på gymnasiet, som bar EU-sokker ligesom Uffe. Pludselig kunne de samme unge identificere sig med det liberale. Og selv om Uffe måtte tage imod så mange nytårstorsk fra Ekstra Bladet, at han fortsat har rekorden, og blev genstand for spøg og skæmt i revyerne landet over – ja, så voksede Uffes stjerne sig større og større. Populariteten nåede sit højdepunkt op mod valget i 1998.

Uffe havde bekendtgjort, at han gik benhårdt efter at vippe Poul Nyrup Rasmussen af pinden som statsminister. Meningsmålingerne var med Venstre – men på valgnatten var det nogle ganske få færinger, der sendte det sidste og afgørende mandat i retning af Poul Nyrup Rasmussen, der efterfølgende kunne tage endnu en tur i Statsministeriet.

For Uffe blev valget enden på næsten 14 år som formand for Venstre. Han gav stafetten videre til Anders Fogh Rasmussen og afleverede et parti, der under hans ledelse var gået fra 10,5 procent af stemmerne til at være det suverænt største borgerlige parti med 24,5 procent af stemmerne ved valget i 1998.

Uffe selv forlod aldrig helt politik.

Han vedblev at kommentere og diskutere – særligt sikkerheds- og udenrigspolitik. I aviser, på tv, og hvor der var plads. Hans meninger og mod svigtede aldrig – han stod på sit liberale udsyn og troen på demokratiet.

Og altså lige til det sidste.

For som allerede fortalt, så kæmpede Uffe sit sidste politiske slag, da han i maj sad i biografen med sin stok og forklarede, at nu skulle der altså rettes op på det ’nej’ til Maastricht-traktaten, som danskerne havde givet i 1992.

For som Uffe sagde - det var ikke ligegyldigt, om man var med eller ikke med. Det betyder noget, om man sidder med ved bordet og træffer beslutninger, eller om man står uden for og lader de andre bestemme.

Sådan var Uffe. Politiker til det sidste. Hårdt kæmpende for det, han troede på.

Uffe sov ind efter længere tids sygdom. Han efterlader sig sin hustru, Alice, fire børn og ti børnebørn.

Æret være Uffe Ellemann-Jensens minde.