Mød Stephanie Lose og Morten Dahlin til en politisk dialog
20. august 2023 kl. 12:00
I løbet af efteråret inviterer Venstre til politikudvikling med Venstres næstformand, Stephanie Lose, og Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin.
For selvom Venstre er i regering og vi står på et stærkt regeringsgrundlag med ambitiøse reformer at gennemføre, så skal Venstre også tegne sig for fremtiden i dansk politik.
Det danske velfærdssamfund står overfor nogle store udfordringer. Vores børnefamilier savner fleksibilitet og tid med hinanden i en hektisk hverdag. Systemet er vokset mange af vores ældre over hovedet i ældreplejen. Danskerne drømmer om at eje sin egen bolig – uden at alle har lige gode muligheder for at indfri drømmen. Den grønne omstilling skal være ambitiøs, men uden at jage dansk produktion og arbejdspladser ud af landet.
Det er blot nogle af de dilemmaer, som politikudviklingsturnéen vil dreje sig om. Men vi er interesseret i at høre dine perspektiver og overvejelser om, hvilken vej Venstre skal træde politisk. Det er din mulighed for, at være med til at tegne fremtidens Venstrepolitik.
Turnéen kommer rundt i hele landet. På hvert stop har den lokale Venstre-forening udvalgt det emne, som der skal gås i dybden med hos dem. Over hele landet vil følgende emner blive diskuteret:
-Danmark i 2040
-Borgeren i fremtidens velfærdssamfund
-Grøn omstilling
Politikudviklingsturnéen kommer rundt i hele landet frem mod Venstres landsmøde d. 18. og 19. november 2023.
Arrangementet kræver medlemskab af Venstre og tilmelding på forhånd.
Vi håber at se dig og høre dine bidrag til fremtidens Venstrepolitik.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.