Trafik

Nu kommer den 3. Limfjordsforbindelse endelig

Af Thomas Danielsen, transportminister, Peter Juel Jensen, transportordfører og Preben Bang Henriksen, ordfører på lovforslaget om 3. Limfjordsforbindelse

15. maj 2024 kl. 10:22

Tirsdag vedtog Folketinget endelig anlægsloven, der betyder, at den 3. Limfjordsforbindelse nu bliver til virkelighed. Det er ikke blot en stor politisk sejr for Venstre – det er også en fremragende nyhed for Nordjylland og for Danmark.

En tredje forbindelse over Limfjorden har været drøftet i mere end 50 år. Vi er derfor stolte af, at der nu endelig bliver sat politisk handling bag ordene – og med den nye anlægslov kan vi sætte første spadestik i jorden allerede i 2025.

Vi arbejder for et Danmark i geografisk balance. Skal vi opnå dette, er det fuldstændig afgørende, at vi har god infrastruktur, da det er en forudsætning for, at man kan bo, leve og arbejde i alle dele af landet.

En ny forbindelse over Limfjorden giver mere fleksibilitet og mindre trængsel. Det binder landet bedre sammen og giver både erhvervslivet og danskerne mindre transporttid.

Tirsdagens vedtagelse af anlægsloven er dog ikke kun godt for fremkommeligheden i Nordjylland. Med projektet får vi også mere natur. Med projektet etableres der yderligere 130 hektar ny natur med bl.a. eng, mose, skove, søer og fredskov.

Anlægget af en 3. Limfjordsforbindelse er en kæmpe investering i infrastrukturen i Nordjylland, som har været mange år undervejs. Nu kommer den endelig, og det er et resultat, som vi i Venstre og i regeringen er utroligt stolte af. Derfor skal der lyde en stor tak til alle de partier, der har stemt for lovforslaget.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste