Nu slår Venstre og regeringen endnu hårdere ned på bandekriminaliteten
Af Preben Bang Henriksen, Retsordfører
8. november 2023 kl. 13:34
Den nye Bandepakke IV har mange stærke V-aftryk, der gør livet endnu mere surt for banderne og sikre danskernes tryghed. Blandt andet skærper vi nu straffen for ydmygelsesvold, indfører dobbeltstraf for bandernes økonomiske kriminalitet og sætter ind overfor bandernes mange knivoverfald.
Danmark er ikke Sverige. Heldigvis – i hvert fald når vi ser på bandekriminaliteten. Når der således er 30.000 rockere eller bandemedlemmer i Sverige, så har vi i Danmark 1300!
Men succesen med de danske bandepakker skal ikke få os til at hvile på laurbærrene. For 1300 bandemedlemmer er stadig 1300 for meget.
Derfor er det glædeligt, at regeringen nu har fået et massivt flertal bag sig til den seneste bandeaftale – en aftale med 44 forskellige tiltag, der i den grad har stærke V-aftryk.
Vi sætter ind overfor ydmygelsesvold, hvor gerningsmanden – ud over selve ”hovedforbrydelsen” – tillige tvinger offeret til at kysse sine sko eller til andre og værre ydmygelser. Her hæver vi den sædvanlige straf med 50 %.
Vi indfører dobbelt straf for bandernes økonomiske kriminalitet, så vi kan få ram på de bagmænd, der ikke selv nødvendigvis er direkte deltagere i kriminaliteten, men som alt andet lige spiller en afgørende rolle i at holde banderne i live.
Også overfor de mange knivoverfald tager vi nu fat. Alene sidste vinter blev der ifølge Politiets oplysninger begået mere end 100 knivoverfald. Derfor skærper vi også her straffen.
Der er tale om 44 højrelevante tiltag overfor banderne. Det er rettidig omhu. Det er dansk retspolitik.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.