Ny aftale skal hjælpe flere udsatte unge i arbejde og ind i forpligtende fællesskaber
Af Stephanie Lose, økonomiminister og Venstres næstformand og Kim Valentin, Venstres beskæftigelsesordfører
22. oktober 2024 kl. 14:23
Sammen med K, RV og SF har regeringen i dag præsenteret en aftale om et ungeløft, der særligt skal hjælpe de 43.000 unge, der i dag står udenfor uddannelse eller beskæftigelse, godt videre.
Alt for mange unge står i dag uden for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Mange af disse unge oplever en svær start på voksenlivet og er samtidig i risiko for lavere arbejdsmarkedstilknytning også senere i livet. Vi skal sikre, at flere får mulighed for at udnytte deres potentiale. Allerede med regeringsgrundlaget forpligtede vi os til at finde konkrete løsninger, der kan hjælpe flere unge på rette spor.
Det gør vi nu noget ved. Regeringen har sammen med K, RV og SF præsenteret en ny aftale om et ungeløft, der skal få flere unge i arbejde og forpligtende fællesskaber. Formålet er at hjælpe særligt de 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Det er en kompleks gruppe, hvor nogle kæmper med psykiske lidelser, nogle er blevet sigtet eller dømt for lovovertrædelser, og mange har særlige faglige udfordringer.
Det er med en lang række målrettede tiltag, at vi vil forsøge at løse de mange forskelligartede udfordringer, som de unge i denne gruppe står overfor. Et centralt element er Ungeløftet, som er nyt et nationalt partnerskab mellem virksomheder, kommuner, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne. Her skal disse samfundsaktører se hinanden og de unge i øjnene og give de unge et løfte om i samarbejde at gøre, hvad der står i deres magt, for at bane den vej de unge kan gå ned af for at blive en del af arbejdsfællesskabet.
Herudover styrker vi indsatsen for unge med psykiske lidelser og prioriterer flere midler til beskæftigelsesrettede indsatser. Derudover afsættes midler til kriminalitetstruede unge, og der afsættes midler til foreningslivet for at styrke mulighederne for at meningsfulde fællesskaber som DGI og DUF kan omfavne flere udsatte unge. Med aftalen er det også sikret, at flere unge uden uddannelse og beskæftigelse får mulighed for at komme på højskole, så de her kan opleve udvikling og fællesskab i trygge rammer.
Samlet set prioriteres knap 1,3 mia. kr. frem mod 2035 til at sikre en langvarig og omfattende indsats for de unge. Den langsigtede økonomiske prioritering understreger regeringens engagement i at skabe bedre rammer og muligheder for udsatte unge, så flere kan finde vej ind i uddannelse, arbejde og samfundets fællesskaber.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.