Forsvar

Ny Ukrainefond: Venstre bakker op om ukrainernes frihedskamp

Foto: Venstre
Den nye Ukrainefond blev præsenteret onsdag af tre ministre fra regeringen samt formændene fra de partier, der er med i aftalen.
 

Af Troels Lund Poulsen, fungerende forsvarsminister, Michael Aastrup, udenrigsordfører, og Mads Fuglede, forsvarsordfører

15. marts 2023 kl. 10:04

I dag har regeringen præsenteret en ny Ukrainefond på 7 milliarder kroner sammen med et meget bredt flertal i Folketinget.

Samtidig kunne regeringen offentliggøre, at Danmark også sender en ny stor donationspakke til Ukraine. Den indeholder ammunition og materiel, og har en samlet værdi på en milliard kroner.

Donationspakken finansieres af fonden, og vi er sikre, at den kommer til at gøre en meget konkret forskel på slagmarken, hvor forbruget af ammunition er meget højt.

Venstre har arbejdet intenst i regeringen med at etablere fonden siden regeringsdannelsen i december. Og vi har forhandlet den på plads med partierne hen over de seneste uger. 

Det er et solidt politisk resultat, der skal sikre, at Danmark fortsat kan være et af de lande, der støtter fuldt op om Ukraine.

Nok er vi et lille land, men vi er klar til at tage et stort ansvar. 
Troels Lund Poulsen, Michael Aastrup Jensen og Mads Fuglede

Pengene i fonden skal især gå til militær støtte, men fonden skal også støtte genopbygningen af Ukraine, ligesom den skal bidrage til humanitære indsatser, der kan hjælpe ukrainerne, som lider under Putins krig.

Med Ukrainefonden sender vi et klart signal om, at vi i Danmark vil fortsætte støtten til Ukraine, indtil der er fred i landet igen. 

Det kan vi gøre, fordi vi fører en sund og ansvarlig økonomisk politik herhjemme i Danmark, som gør det muligt at hjælpe Ukraine.

I Venstre er vi stolte af, at Danmark bakker så klart op om Ukraines kamp for frihed og ukrainernes ret til at bestemme deres egen fremtid. 

Det gælder både partierne i Folketinget, men det gælder også det meget store flertal af danskerne, som bakker op om støtten til Ukraine – og som i mange tilfælde selv støtter økonomisk. Det er flot, og det kan vi i alt beskedenhed være stolte af. 

Nok er vi et lille land, men vi er klar til at tage et stort ansvar.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste