Nye initiativer skal øge trygheden lokalt

Af Preben Bang Henriksen, retsordfører
10. marts 2025 kl. 12:53
Danmark er i lange stræk et trygt land. Det skal vi værne om. Men selvom langt de fleste danskere føler sig trygge i deres lokalområde, er trygheden nogle steder udfordret. Derfor har regeringen nu lanceret en pakke med nye initiativer, der skal øge trygheden lokalt. Der skal være bedre muligheder for at sætte ind, hvor trygheden er udfordret, og politiet får nye værktøjer til at bekæmpe utryghedsskabende opførsel.
I dag har politiet begrænsede muligheder for at bryde ind over for personer, der skaber utryghed på f.eks. det lokale torv, togstationen eller parkeringspladsen. Nu vil vi give politiet mulighed for at udstede tryghedsskabende opholdsforbud. Det betyder, at hvis man åbenlyst skaber utryghed for andre med sin opførsel - det være sig truende eller chikanerende opførsel – så kan politiet fremover give vedkommende forbud mod at opholde sig pågældende sted.
Fremover skal der være bedre muligheder for at opsætte kameraovervågning med henblik på at fremme trygheden. Det gælder særligt de steder, der oftest er utrygge at færde – f.eks. i udsatte boligområder, hvor hver femte beboer i dag i svarer i undersøgelser, at de oplever utryghed.
Med tryghedspakken vil vi udvide boligforeningers muligheder for at opsætte kameraovervågning, og kommuner skal have bredere beføjelser til at opsætte kameraovervågning ved udsatte og utrygge boligområder. Der afsættes også midler til overvågningskameraer i kommuner, der skal fremme trygheden på f.eks. offentlige pladser og gader.
Derudover øger vi overvågningen på udvalgte togstationer. Knap hver femte dansker oplever nemlig utryghed på deres lokale togstation eller busstoppested. Samtidig får DSB midler til at indsætte tryghedsvagter på flere stationer og tog, og vi vil hæve straffen for graffitihærværk mod offentlig transport. Det skal alt sammen øge trygheden ved at tage offentlig transport, særligt i aften- og nattetimerne.
Og så vil vi stramme op over for kriminelle, der ødelægger festen i nattelivet. Det skal være muligt at udelukke voldtægtsmænd fra nattelivet, på samme vis som det allerede er muligt at udelukke kriminelle dømt for bl.a. vold. Samtidig skal perioden fordobles, så kriminelle fremover kan udelukkes i op til fire år.
Alt i alt er der tale om stærke 15 initiativer, der skal fremme trygheden og sætte ind over for de personer, der gør det utrygt for andre at færdes i offentligheden. Hele udspillet kan læses her.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.