Nyt løftebrud fra statsministeren
Af Hans Andersen
15. juni 2022 kl. 12:05
Inden valget i 2019 lovede Mette Frederiksen, at hun ikke ville hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere. Alligevel har regeringen og dens støttepartier nu præsenteret en ny aftale om kontanthjælp, som går stik imod statsministerens løfte.
Regeringen har i forvejen indført midlertidige tilskud til især arbejdsløse indvandrere, siden den kom til magten – og nu bliver flere af de tilskud desværre permanente. Arbejdsløse indvandrere vil derfor fortsat kunne modtage mindst 2.000 kr. skattefrit ekstra om måneden. Det er et klokkeklart løftebrud fra statsministeren, som således nok engang foretager en utroværdig kovending.
Med aftalen afskaffer regeringen desuden kontanthjælpsloftet, og så er der beklageligvis ikke blevet plads til den 37-timers arbejdspligt for nytilkomne udlændinge og andre med fortsatte integrationsbehov, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ellers havde bebudet.
Aftalen er dermed et tydeligt eksempel på, at regeringen er langt mere optaget af at hæve ydelserne i kontanthjælpssystemet end at indføre krav til folk, der står udenfor arbejdsmarkedet.
I Venstre mener vi naturligvis, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, og at det incitament mindskes betragteligt med regeringens nye aftale. Vi ønsker at give folk udenfor arbejdsmarkedet en styrket tilskyndelse til at komme i beskæftigelse. For os handler det grundlæggende om ret og rimelighed og en tro på, at mennesker kan mere, når man stiller krav og forventer noget af dem.
Derfor nytter det ikke noget at hæve ydelserne for især arbejdsløse indvandrere, som i det oprindelige kontanthjælpssystem allerede var rimelige. Særligt ikke når man har afgivet et løfte om, at man ikke ville gøre det.
Hans Andersen
Beskæftigelsesordfører
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.