Fødevarer og landbrug

Nyt udspil skal fremtidssikre fiskeriet

Af Troels Lund Poulsen, Venstres formand, Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og Erling Bonnesen, fiskeriordfører

3. februar 2025 kl. 13:08

Vi skal udvikle fremtidens erhvervsfiskeri i en bæredygtig retning – både økonomisk og miljømæssigt. Derfor har regeringen i dag fremlagt vores udspil, som følger en række anbefalinger fra Fiskerikommissionen. For Venstre har det været vigtigt, at vi har lyttet til frustrationerne i fiskerierhvervet over den nyligt iværksatte CO2-afgift, hvor der ikke findes grønne alternativer. Derfor vil vi kompensere den enkelte fisker krone-til-krone for deres afgift indtil 2030, fordi formålet med grønne afgifter skal være omstilling og ikke afvikling. Samtidig fremlægges et ambitiøst bud på at beskytte sårbart havmiljø mod effekterne af bundtrawl i Bælthavet samt dele af det nordlige Kattegat. Nu begynder forhandlingerne med Folketingets partier.

Fiskeriet er mange steder presset og står over for en række udfordringer. Nogle fiskebestande, særligt i de indre danske farvande, har det svært på grund af et presset havmiljø. Samtidig er der konkurrence om pladsen på havet til blandt andet vindmøller, og Brexit har medført reduktioner i fiskekvoterne for danske fiskere. Men vi står i en usikker verden, hvor det er vigtigt, at vi fortsat har en velfungerende dansk fødevareproduktion. Derfor er der behov for at sætte en ny kurs for fremtidens fiskeri i Danmark.

Venstre har i regeringen arbejdet for, at sikre dansk erhvervsfiskeri i fremtiden som et robust, konkurrencedygtigt, men også mere miljøskånsomt og klimavenligt erhverv.

For godt et år siden præsenterede Fiskerikommissionen en række anbefalinger til, hvordan dansk fiskeri bedst møder de udfordringer, som erhvervet står overfor.

Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til fremtidens fiskeri, der indeholder en lang række tiltag, som skal sikre rammerne for dansk fiskeri. Ud over krone-for-krone kompensationen for CO2-afgift til den enkelte fisker, har det for Venstre været vigtigt, at vi bl.a. styrker indsatsen mod skarven, at vi vil investere i nye skånsomme trawlredskaber, der ikke rører havbunden, samt investerer i logistik og infrastruktur i de små havne. Tiltagene i regeringens udspil har fokus på at finde balancerede løsninger, som sikrer et sundt havmiljø og bæredygtige fiskebestande samtidig med, at der fastholdes arbejdspladser i fiskerierhvervet og vækst i de kystnære lokalsamfund.

For Danmark er en stor og stolt fiskerination. Med dette følger også et ansvar for at sikre, at vi hele tiden bliver bedre og mere bevidste om, hvordan vi påvirker den natur, som vi høster fra. Så vi sikrer livet i vores hav både nu og i fremtiden.

Regeringsudspillet er blevet til efter dialog med en række aktører: De danske fiskere, centrale erhvervs- og interesseorganisationer og grønne organisationer. Og så står udspillet ikke mindst oven på det grundige arbejde, som Fiskerikommissionen har lavet. For udviklingen af dansk fiskeri skal selvfølgelig ske i samspil med de danske fiskere, og de skal kunne se sig selv i den kurs, vi sætter. 

Du kan læse udspillet her.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste