Sundhed og velfærd

Regeringen leverer de største løft af regionernes og kommunernes økonomi i henholdsvis 14 og 15 år

Af Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister og Hans Andersen, Venstres finansordfører

3. juni 2024 kl. 13:51

I løbet af weekenden har regeringen landet aftaler med både regioner og kommuner om økonomien for 2025. Der er tale om de største økonomiske løft i hhv. 14 og 15 år. Det er vigtigt for patienter og medarbejdere i det danske sundhedsvæsen, og det er vigtigt for den borgernære velfærd i hele landet.

De to økonomiaftaler dækker mere end til fulde den demografiske udvikling, i takt med at vi bliver flere børn og ældre, så der bliver mulighed for fortsat at styrke vores borgernære velfærd og vores sundhedsvæsen.

Det er kun muligt at lave de store investeringer i den borgernære velfærd og i sundhedsvæsnet, fordi Venstre og regeringen fører en ansvarlig reformpolitik.

Mindre administration og mere borgernær velfærd

Med aftalen får kommunerne et massivt løft af deres serviceramme på 3,4 mia. kr. i 2025, som er det største løft for kommunernes økonomi siden 2008. Det giver plads til investeringer i den borgernære velfærd, bl.a.  på landets folkeskoler, i daginstitutioner og i ældreplejen. Samtidig holder vi hånden under velfærden i særligt vanskeligt stillede kommuner, og vi sikrer ro omkring de kommunale skatter.

Derudover har regeringen og kommunerne aftalt 113 regelforenklinger, der frigør vigtige ressourcer fra den kommunale administration og giver mere tid til kerneopgaver. Der giver mere lokal frihed, og det frigiver et trecifret millionbeløb på bureaukrati, som kan bruges på borgernær velfærd. Det kommer oveni regeringens aftaler om at frisætte både folkeskolen og ældreplejen markant, som giver færre regler og kontrol, og mere nærvær og omsorg.

For regionerne er der ligeledes tale om et markant løft af driftsrammen på 2,1 mia. kr. for 2025. Det giver rum til både at dække de stigende medicinudgifter, afvikle ventelister og samtidig investere i sundhedsvæsnet både på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen. Det er til gavn for de mange patienter, pårørende og medarbejdere, som er i kontakt med vores sundhedsvæsen.

Derudover indebærer aftalen med regionerne også et ekstraordinært løft af økonomien allerede i 2024 på 600 mio. kr.

I Venstre er vi meget tilfredse med aftalerne, der giver mulighed for store investeringer i den borgernære velfærd og i sundhedsvæsnet. Det sker samtidig med, at Venstre og regeringen har leveret de største personskattelettelser i ti år og for mere end 3 mio. danskere. Det viser, at vi sagtens både kan investere i velfærden og samtidig give skattelettelser.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste