Ringe og forsinket varmehjælp uden grønt sigte
Af Marie Bjerre
1. april 2022 kl. 11:17
Regeringen har sammen med et smalt flertal, primært bestående af rød blok, lavet en ny aftale om varmehjælp. Ligesom den tidligere aftale fra februar kan den kun beskrives som uambitiøs og utilstrækkelig. Faktisk hælder man bare flere penge ned i en i forvejen elendig aftale. I stedet burde man have lavet en helt ny model, der er mere simpel og hjælper flere danskere.
For det første hjælper aftalen alt for få danskere. Der vil fortsat være rigtigt mange, som ikke får den hjælp, de har behov for, blot fordi de tjener over en vis indtægtsgrænse. Men indtægt og rådighedsbeløb er to vidt forskellige ting, og mange børnefamilier bliver med aftalen her, ladt i stikken.
Netop af den årsag kæmpede vi i Venstre for en anden model, så alle danskere kunne få et økonomisk rygstød. Vi foreslog en løsning, hvor elafgiften blev lempet. En løsning, der ville hjælpe alle danskere. Vi har også spillet konstruktivt ind med, at man kunne kompensere varmeværker og gasforsyninger direkte, så de eksplosive prisstigninger kunne få et modsvar.
For det andet har man valgt en bureaukratisk løsning, hvor varmehjælpen kommer alt for sent. Det påpegede Venstre allerede ved første aftale, men det har man ikke valgt at rette op på med den nye aftale. Med regeringens varmecheck bliver pengene allertidligst udbetalt til august, og det kan simpelthen ikke passe, at vi skal bevæge os ind i nogle af årets varmeste måneder, før hjælpen endelig er fremme. Danskerne har brug for håndsrækningen nu.
Desværre udviste regeringen en mageløs arrogance i forhandlingsforløbet. Da det stod klart, at den oprindelige aftale fra februar ikke var tilstrækkelig, indkaldte klimaministeren langt om længe til genforhandlinger. Invitationen inkluderede bare ikke Venstre. Vi måtte nemlig kun sidde med ved forhandlingsbordet, hvis vi ønskede at tiltræde en aftale, som slet og ret er elendig. Det ville vi naturligvis ikke være med til.
Marie Bjerre
Klimaordfører
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.