S mangler plan for forsvarsoprustning – V klar til handling
Af Michael Aastrup Jensen & Lars Christian Lilleholt
3. februar 2022 kl. 06:45
Regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi mangler en konkret plan for tiltrængt forsvarsoprustning. Venstre opfordrer til fremrykning af forhandlingerne om nyt forsvarsforlig samt en fornyet debat om forsvarsforbeholdet i EU.
S-regeringen præsenterede mandag en 57-sider lang udenrigs- og sikkerhedspolitik strategi fuldstændigt blottet for konkrete svar på presserende spørgsmål. Altså er ingen blevet klogere på, hvordan vi bedst ruster Forsvarets evne til at forsvare Danmark og danske interesser. Det er mildest talt bekymrende set i lyset af det højspændte sikkerhedsbillede, vi ser i dag.
Vi må nemlig desværre erkende, at verden i disse dage bliver stadig mere ustabil og usikker. De liberale demokratier er pressede, og fjendebilledet vokser sig mere omfattende, end det har været i lang tid. Særligt Rusland buldrer mod øst, hvilket har sat Ukraine og omkringliggende lande gevaldigt under pres. Og på den anden side af Atlanterhavet retter USA i stigende grad blikket mod Asien frem for Europa. Amerikanerne er med andre ord ikke længere en garant for Europas sikkerhed. Der er dermed ingen plads til nøl, og der er intet rum for fejltrin.
Derfor er det enormt vigtigt, at vi agerer hurtigt og effektivt. For hvis ikke vi tager ansvaret for vores egen sikkerhed og frihed, kan vi heller ikke med rimelighed forvente, at andre vil gøre det. Af den grund opfordrer vi i Venstre regeringen til at fremrykke forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig med en ambition om at opruste.
Forhandlingerne skal blandt andet resultere i en realistisk plan for, hvordan vi bevæger os tættere imod NATOs målsætning om at bruge 2 pct. af BNP på Forsvaret. Det vil sende et stærkt signal til vores allierede, om at Danmark er stærkt engageret i Europas sikkerhed. Og det vil sende et stærkt signal til dem, der vil os ondt, at vi tager vores forsvar alvorligt. Danmark skal ikke være tilskuer, når vores naboer åndes i nakken af udemokratiske kræfter.
Samtidigt efterspørger vi i Venstre en fornyet debat om forsvarsforbeholdet i EU, som gang på gang spænder ben for Forsvarets deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde. Danmark er fortsat - foruden Malta – det eneste EU-land, der ikke har en fast plads ved forhandlingsbordet, når EU finder fælles løsninger på fælles sikkerhedsspørgsmål. Det er og bliver en sten i skoen, som vi skal have gjort op med.
Venstre er derfor klar til at skubbe på for konkrete tiltag, som kan styrke Danmarks position i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Nu er det op til regeringen at beslutte, om den reelt er interesseret i at værne om Danmarks sikkerhed – eller udelukkende vil holde sig til tomme ord og ukonkrete strategipapir.
Michael Aastrup Jensen
Udenrigsordfører
Lars Chr. Lilleholt
Forsvarsordfører
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.