Skattelettelser og bedre forhold på vej til iværksætterne
Af Louise Schack Elholm, Venstres erhvervsordfører, Hans Andersen, Venstres finansordfører og Stephanie Lose, Venstres næstformand og økonomiminister
12. juni 2024 kl. 10:36
Danmark er et land, der er bygget af iværksættere – danskere, der får en idé og en drøm, som de tør føre ud i livet. De bidrager til løsninger på fremtidens udfordringer. De udfordrer det eksisterende erhvervsliv til at blive bedre og tænke nyt. De skaber udvikling, vækst og arbejdspladser i hele landet. Og de bidrager til en stærk økonomi. Derfor har vi i Venstre knoklet hårdt for at finde mere end 1,2 mia. kr. til gode rammevilkår for iværksætteriet. Vi ser det nemlig som essentielt for Danmark, at driftige mennesker med gode idéer kan gøre deres drømme til virkelighed her i landet.
Men der skal mere til. For mange iværksættere er nødt til at forlade Danmark i jagten på talent og kapital. Det skal vi lave om på.
Oprindeligt var der afsat 300 mio. kr. til en ny iværksætterstrategi i regeringsgrundlaget. Men for os i Venstre har det været vigtigt, at vi prioriterer dansk iværksætteri endnu højere. Derfor har regeringen nu besluttet at hæve beløbet til omkring 1,2 mia. kr.
Af dem går over 800 mio. kr. til skattelettelser rettet mod især iværksætteriet.
Vi har kastet os fuldtonet ind på det her område, fordi det er vigtigt for Danmarks fremtid. Vi har brug for de folk, der tør kaste deres tid, energi og opsparing ind på de idéer, der kan blive til den næste virksomhed, der kan skabe vækst, udvikling og arbejdspladser. Den lokale håndværker. Den mellemstore virksomhed. Og det nye Lego, Novo Nordisk og Grundfos.
Vi har sågar sagt, at Danmark skal være verdens bedste land at være iværksætter i – men tallene skræmmer: Ni af de 13 største iværksættervirksomheder fra Danmark har forladt landet siden år 2000. Det er den blødning, vi skal stoppe.
Konkret vil regeringen nu fjerne en lang række af de torne, som gør livet surt og besværligt for iværksætterne. Vi vil fjerne fantomskatten, ligesom vi afskaffer iværksætterskatten, som er skatten på unoterede porteføljeaktier. Det er essentielt for iværksætterne, som har brug for bedre rammer.
Når det kommer til at tiltrække og fastholde talenter, så forbedrer vi f.eks. ordningen for medarbejderaktier, ligesom vi gør forskerskatteordningen mere tilgængelig for de talenter, der kommer til danske virksomheder fra udlandet.
Virksomhederne har som nævnt også brug for nemmere adgang til kapital. Derfor gør vi det nemmere at crowdfunde for unge virksomheder, ligesom vi hæver grænsen for at betale den højeste aktieavanceskat.
Strategien har været længe undervejs, men det er den slags politik, der gør os stolte af at være Venstre-folk og viser, at vi kan lave god borgerlig og liberal politik, når vi sidder i regering.
Iværksættere skaber vækst og velstand, som vores samfund er bygget på og som er nødvendig for generationer frem, hvis vi vil bevare og udvikle vores velfærdssamfund. Derfor er det helt nødvendigt at gøre Danmark til verdens bedste land at være iværksætter i.
Du kan læse mere om de konkrete initiativer og Venstres aftryk her.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.