Minkskandalen

Status på minkerstatningerne: På rette vej mod det endelige punktum for minkavlerne

Af Jacob Jensen, fødevareminister

12. september 2023 kl. 13:13

Det er nu tre år siden, at minkerhvervet blev lukket ned. Derfor er det også mere end på tide, at minkavlerne og deres familier kan få afsluttet deres igangværende erstatningssager, ligesom vi som samfund har behov for at sætte et ordentligt og værdigt punktum. Det har været en topprioritet for mig at få sat skub i udbetalingerne af erstatningerne til minkavlerne, siden jeg satte mig i ministerstolen. Og det vil det være lige indtil, at den sidste krone er udbetalt. 

En af mine første opgaver som minister var at sikre en aftale, der skulle få skub i udbetalingen af erstatningerne. I maj indgik regeringen en aftale sammen med SF, Radikale og LA, som skal få hastigheden med udbetalingerne op.

Med aftalen er det blandt andet blevet muligt for minkavlerne at få udbetalt en større andel af erstatningen som et forskud, inden den endelige afgørelse er på plads. Siden maj er der udbetalt mere end 1,3 milliarder kroner i forhøjet forskud til minkavlerne. Det betyder, at der nu samlet er udbetalt mere end 8,3 milliarder kroner til minkavlerne.

Når det er sagt, er det for den enkelte minkavler selvfølgelig den endelige afgørelse, der tæller. Derfor satte vi med aftalen også gang i en ny fast track-ordning, der skal give mulighed for at få de endelige erstatninger hurtigere ud til minkavlerne. Den er vi i fuld gang med lave, og det er forventningen, at ordningen kan åbne for ansøgninger primo oktober.

I den forbindelse vil jeg også bruge anledningen til at sige, at jeg er ærgerlig over, at opfattelsen af fast-track ordningen har været, at der ikke er nogen vej tilbage, når man først har valgt fast-track. At man så at sige accepterer en afgørelse på fast-track ordningen i blinde. For så sort/hvidt er det ikke. Og det er vigtigt for mig, at sætte en tyk streg under. Avlerne vil have indsigt i den forventede erstatning, ligesom de vil have mulighed for at afvise det samlede erstatningsbeløb, hvis de ikke er enige. Så kan de i stedet vælge at gå med den oprindelige erstatningsmodel. På samme måde er der også mulighed for, at sagerne kan genoptages efter almindelige forvaltningsretlige principper.

Sideløbende med den nye fast track-ordning er vi også ved at sikre, at erstatningen til minkavlere med mink i 2020 værdisikres for at afbøde konsekvenserne af, at udbetalingen af erstatningen har taget længere tid end forventet, og erstatningens værdi derfor forringes som følge af inflation. I min optik er dette kun rimeligt, efter det har vist sig, hvor lang tid processen med erstatninger tager.

Jeg vil gerne kvittere for, at SF, LA og Radikale sammen med regeringen var med til at tage ansvar i en svær situation, så vi kan få sat et værdigt punktum. Når situationen er svær, skal man have mod til at tage ansvar. Det er der mange andre partier i Folketinget, der kunne tage ved lære af. Her havde jeg særligt gerne set de andre blå partier, såsom Konservative, DF og Danmarksdemokraterne, tage mere ansvar frem for kun at stå på sidelinjen og kritisere. Sure Facebook-opslag får i hvert fald ikke erstatningerne ud til minkavlerne hurtigere. Det gør konkret handling derimod. 

Som følge af den nye aftale har jeg en klar forventning om, at der kommer tempo i de endelige udbetalinger, når den nye fast track-ordning er på plads, og når der er truffet afgørelse i de første principielle klagesager.  

Planen er, at størstedelen af sagerne på fast track-ordningen skal være afsluttet medio 2024. Og den plan følger vi stadig. Vi er på rette spor mod det endelige punktum for minkavlerne.

 

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste