Streamingafgift er ny skattestigning til danskerne
23. maj 2022 kl. 21:37
Bruger du Netflix, HBO eller en anden streamingtjeneste, så vil dit abonnement i fremtiden blive dyrere, som følge af regeringens medieaftale.
Med den nye medieaftale, som Venstre står udenfor, indføres der en særskat på streamingtjenester som Netflix, Disney+ og HBO. Regeringen kalder den nye skat for et ”kulturbidrag”, men spørger man Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, så er det skalkeskjul for endnu en skattestigning til danskerne.
”Det her er en afgift målrettet forbrugerne af streamingtjenester som Netflix eller HBO. At kalde det for et ”kulturbidrag”, som Socialdemokratiet gør, er ren New speak. Det er at gøre grin med de danskere, som endnu engang bliver sendt til lommerne af regeringen”, siger Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen.
Venstre ville gerne have pålagt streamingtjenesterne en investeringsforpligtelse, så man kunne være sikker på, at de bidrog til produktionen af kvalitetsindhold om danskerne - på dansk. Men streamingskatten er et underligt system, hvor streamingtjenesterne skal betale til en pulje, som smagsdommere bagefter skal fordele - hvilket kan ske til en konkurrent.
Det fører helt sikkert til prisstigninger og ikke nødvendigvis til mere dansk indhold.
Streamingafgiften er en del af en ny større medieaftale, som regeringen indgik med et smalt flertal af Folketingets partier i fredags. Aftalen medfører blandt andet at DR tilføres flere penge, og at radio 24syv lukkes, ligesom der ikke er nogen garanti for en privat taleradio efter 2027.
”Venstre mener, at der fortsat skal være et privat alternativ til P1, og det undrer os derudover, at DR skal have flere penge”, slutter Jan E. Jørgensen.
Få et overblik over alle regeringens skattestigninger, der gør det dyrere at være dansker.
Det er generelt blevet dyrere at være dansker under den Socialdemokratiske regering.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.