Forsvar

Vær med til at tage ansvar

Af Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand

9. maj 2022 kl. 12:53

Den 1. juni skal vi til afstemning om Danmarks forbehold over for EU’s forsvarssamarbejde.

Det er en vigtig sag for Venstre, og der bliver brug for, at vi alle gør en indsats for et ja. Så Danmark fremover kan tage et større ansvar for egen sikkerhed.

Verden blev forandret den dag, Putin invaderede et frit, selvstændigt og europæisk land. Det kalder på europæisk sammenhold, for vi er på tærsklen til at miste meget af det, vi har kendt siden Murens fald i 1989.

Igen oplever vi i et frit Europa, at de store vil bestemme over de små. Og makker de ikke ret, så regner missilangrebene ned over uskyldige civile.

Derfor skal Danmark opruste – ikke for at gå i krig – men for at sikre os fred. Så vores børn og børnebørn også kan vokse op i frihed og i fred.

 

Vi skal alle gøre en indsats
Ti dage efter Putins krig begyndte, kunne Venstre sammen med et bredt flertal i Folketinget præsentere en historisk stærk aftale om dansk forsvar.

Der bliver tilført 7 mia. kr. de kommende to år til at styrke Danmarks forsvar og sende våben til Ukraines frihedskamp. Og så kommer forsvarsbudgettet endelig op på 2 procent af BNP.

Det bliver en saltvandsindsprøjtning, der er lige dele tiltrængt og nødvendig, selv om jeg gerne havde set, at det gik endnu stærkere.

Og så betyder aftalen, at danskerne den 1. juni skal stemme om Danmarks deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde. Jeg håber, at danskerne vil stemme ja og sende et klart signal til vore allierede om, at man kan regne med Danmark.

Men det kommer til at kræve en kæmpe indsats af Venstres medlemmer, politikere og frivillige. Her har vi brug for dig.

Deltag i debatten, og få fortalt dine venner, kollegaer, naboer og familie, hvorfor et ja giver mening.

Forklar dem, at det grundlæggende handler om, hvilket land vi ønsker at være: Skal Danmark være et land, der tager ansvar og står sammen med vore allierede mod despoter som Putin? Eller skal vi være et land, som dukker sig og sætter sig uden for indflydelse?

Jeg er ikke i tvivl. EU’s militære operationer bidrager til sikkerhed og stabilitet i Europa og dermed også til sikkerhed og stabilitet i Danmark. Det skal vi kunne bidrage til og være med til at udvikle, så EU understøtter og supplerer et stærkt NATO.

 

Krig i Europa igen
Jeg har selv set, hvad krig kan gøre. Det er forfærdeligt. Familier på flugt. Byer i ruiner. Civile skudt.

I år er det 30 år siden, borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina begyndte.

Folketinget valgte dengang, at danske soldater skulle være med. Først i missionerne under FN, og siden blev mine soldaterkammerater og jeg indsat som en fredsbevarende sikkerhedsstyrke under NATO. Jeg er stolt af at have givet mit eget lille bidrag til det som kaptajn i den danske bataljon. Dengang valgte Danmark at tage ansvar for freden.

Men i 2004 overtog EU den fredsbevarende mission i Bosnien, efter at NATO trak sig ud. Og da det danske forsvarsforbehold udelukkede danske soldater i den fælleseuropæiske styrke, betød det, at danske soldater måtte forlade deres opgaver. Det, synes jeg, var både mærkeligt og pinligt. Vi måtte tage hjem og overlade opgaven til de andre.

Dengang troede jeg og mange andre, at vi aldrig skulle opleve krig i Europa igen. Men vi tog fejl. For man skal altid kæmpe for friheden. Man skal stille op og gøre sit.

Ligesom Danmark gjorde, da Muren faldt. Dengang var jeg kun 16 år. Men jeg husker det tydeligt, og det fyldte alt i vores familie.

Endelig måtte den jernnæve, som havde holdt vores naboer mod øst i et hårdt greb, give slip. Folk havde fået nok. De ville have deres frihed og de muligheder, som vi andre havde.

Jeg er stolt over, at vores lille land også dengang tog ansvar. Vi var det første land, der genoptog de diplomatiske forbindelser til Estland, Letland og Litauen. Hele verden kunne se, at Danmark stod på deres side i kampen for friheden.

I dag er det så Putin, der truer vores måde at leve på. Som har kastet et europæisk land ud i kaos, ødelæggelse og menneskelig tragedie. Derfor er det tid til at tage ansvar igen og stå sammen mod ufreden.

 

NATO og EU går hånd i hånd
Men er NATO ikke nok, spørger mange?

Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at NATO er vores vigtigste alliance. Men EU’s forsvarssamarbejde supplerer og understøtter NATO. Det mener den amerikanske præsident også. For USA ønsker et Europa, der kan mere selv, og som løfter et større ansvar for eget nærområde.

EU’s militære operationer er et supplement til NATO på flere områder, bl.a. ved bekæmpelse af pirater for at beskytte danske søfolk og danske skibe, samt bekæmpelse af menneskesmugling og migrationsstrømme over Europas grænse.

Ud for Somalias kyst har EU’s operation eksempelvis gjort området mere fredeligt og reduceret antallet af succesfulde piratangreb markant. Mange pirater er blevet fanget og dømt, ligesom man har beslaglagt narkotika og befriet gidsler.

Samtidig spiller EU en rolle i forhold til at skabe stabilitet, bekæmpe menneskesmuglere og forebygge flygtningestrømme og terrorisme i Nordafrika og Mellemøsten.

Derudover gennemfører EU fredsbevarende operationer samt træningsmissioner i EU’s nærområde. F.eks. på Balkan. Det skal Danmark selvfølgelig kunne bidrage til. For det er med til at skabe fred og stabilitet i vores nærområde og holder dermed Danmark sikkert.

Det er den slags EU-missioner, som Danmark må stå uden for i dag, selv om et flertal i Folketinget ønsker det. Vi kan simpelthen ikke være med, selv om vi gerne ville.

Det giver ikke mening. Jeg synes, at vi selv skal kunne bestemme det. For det vil selvfølgelig altid være sådan, at kun et flertal i Folketinget kan sende danske soldater i krig. Sådan er det i EU, ligesom i NATO og i FN.

Danmark skal være et land, hvor vi tager ansvar og danner fælles front med vores nabolande. For hvis ikke vi selv tager ansvar for egen sikkerhed, så kan vi heller ikke forvente, at andre gør det.

Jeg håber, du vil være med til at tage debatten om det og selvfølgelig stemme ja til EU’s forsvarssamarbejde onsdag den 1. juni.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste