Venstre ansætter Kristian Nørgaard som ny sekretariatschef
2. januar 2023 kl. 15:47
Venstre har ansat Kristian Nørgaard som ny sekretariatschef for partiets sekretariat på Christiansborg. Kristian kommer fra en stilling som politisk direktør i HORESTA og starter i Venstre tirsdag den 10. januar.
Venstre har ansat ny sekretariatschef i partiets sekretariat på Christiansborg. Det bliver 27-årige Kristian Nørgaard, som nu skal være chef for partiets ansatte på Christiansborg.
Kristian Nørgaard kommer fra en stilling som politisk direktør i brancheorganisationen HORESTA. Han har en fortid i Venstre som medlem af regionsrådet i Region Syddanmark samt byrådsmedlem i Billund Kommune, ligesom han også har siddet i partiets hovedbestyrelse i en årrække.
”Jeg er rigtig glad for, at vi med Kristian får en sekretariatschef, som ikke bare er kompetent, men også kender Venstre indefra. Som tidligere folkevalgt og organisatorisk aktiv, så lægger Kristian nemlig en ekstra dimension til sine professionelle færdigheder, og det tror jeg, at vi i Venstres gruppe og organisation får stor gavn af”, siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
Kristian Nørgaard udtaler i forbindelse med sin tiltræden:
”Med Venstre i regering skal der sættes markante og liberale aftryk på Danmark. Det har Venstre tradition for at gøre og det skal vi blive ved med. Men det kræver, at Venstre hele tiden udvikler sig og tør tænke nyt. Jeg ser meget frem til sammen med Venstres folkevalgte, ministre og dedikerede medarbejdere at sørge for, at Venstre fortsætter med at sætte markante aftryk til gavn for danskerne, samtidig med at Venstres sekretariat på Christiansborg forbliver en spændende og attraktiv arbejdsplads”.
Om Kristian Nørgaard:
27 år.
Politisk direktør, HORESTA (2021-). HORESTA siden 2017.
Cand.jur, SDU 2020.
Regionsrådsmedlem, Region Syddanmark 2018-2021.
Byrådsmedlem, Billund Kommune 2014-2017.
For yderligere information
Souschef
Mads Brenøe
6162 5814
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.