Forsvar

Venstre foreslår at forlænge den midlertidige grænsekontrol

Af Troels Lund Poulsen, formand

27. marts 2024 kl. 09:36

Den 11. maj står Danmark til at skulle ophæve den midlertidige grænsekontrol ved grænsen i Sønderjylland. Men tiden er ikke til eksperimenter. I øjeblikket oplever Europa et enormt migrantpres, og Putin bruger aktivt migranterne til at forsøge at destabilisere EU. Derfor foreslår Venstre at forlænge grænsekontrollen.

I øjeblikket oplever Europa det største migrantpres, vi har set siden migrantkrisen i 2016. I Tyskland er antallet af illegale migranter steget så voldsomt, at det næsten er på samme niveau, som da migranterne gik på de europæiske motorveje tilbage i 2015.

Samtidig bruger Putin migrantstrømmene som et våben til at ramme de lande i EU, der tager afstand fra Ruslands invasion af Ukraine og som støtter Ukraine. Det har vi senest set ved den finske grænse, og tidligere er metoderne også blevet brugt mod den polske og litauiske grænse.

Derfor kan vi umuligt slække på den danske grænsekontrol nu. Det er afgørende for Danmark, at vi holder snor i, hvor mange og hvem der kommer til vores land, og derfor skal den illegale migration selvfølgelig bekæmpes.

Men migrantpresset er ikke blot et spørgsmål om, at tusindvis af migranter ville lægge pres på vores velfærdssystem. Hvis vi ikke ved, hvem disse mennesker er, bliver det hurtigt et spørgsmål om at holde Danmark trygt og sikkert. Og det er min absolutte førsteprioritet som formand for Venstre.

Truslen mod Danmark blev understreget så sent som i sidste uge, hvor PET nu siger, at terrortruslen mod Danmark er skærpet. Vi er stadig på niveau fire ud af fem - men altså en stigende trussel. Det skyldes konflikten i Gaza, men også muslimsk vrede over koranafbrændinger, der øger risikoen for terrorangreb fra terrorgrupper eller sympatisører.

Vi ved godt, at grænsekontrollen er generende for særligt de sønderjyder, der pendler over grænsen hver dag. Og i den ideelle verden var en grænsekontrol heller ikke nødvendig.

Derfor mener vi også i Venstre, at vi skal styrke EU’s ydre grænser markant. Vi vil bruge flere ressourcer på og skaffe bedre beredskab til at sikre, at illegale migranter ikke kommer ind i EU via menneskesmuglerruter og overrumpler vores europæiske samfund.

I vores nabolande har vi desværre allerede set, hvad ukontrolleret immigration kan gøre ved trygheden på få år. Sådan en udvikling skal vi aldrig se i Danmark. Derfor foreslår Venstre at forlænge den midlertidige grænsekontrol.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste