Socialpolitik

Venstre holder hånden under samfundets mest udsatte med millionaftale

Af Christian Friis Bach, socialordfører

15. november 2024 kl. 10:11

Det er vigtigt, at vi holder hånden under de mest udsatte og sårbare grupper i vores samfund. Det gælder både børn såvel som voksne. Derfor er vi glade for at det er lykkedes os at sætte klare Venstre-aftryk på en ny bred aftale, der afsætter 850 mio. kr. til området.

Et bredt flertal i Folketinget er netop blevet enige om en aftale vedrørende SSA-reserven, hvor der afsættes ca. 850 mio. kr. målrettet forskellige indsatser på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet over de næste fire år. Formålet er at hjælpe nogle af de mennesker, der har de største udfordringer i vores samfund.

For Venstre er det en mærkesag at tage hånd om de mest udsatte og sårbare grupper af borgere i vores samfund herunder mennesker med fysiske og psykiske handicap.

I den forbindelse er vi glade for, at det er lykkes at sætte en række klare Venstre-aftryk i aftalen.

Det har blandt andet været vigtigt for os at finde midler til initiativer, der kan hjælpe flere unge og voksne ind i arbejdsfællesskabet. Det er vi lykkes med, bl.a. fordi bevillingerne til Senior Erhverv og Jobbanken, som hjælper seniorer og psykisk sårbare førtidspensionister i arbejde, videreføres. Vi har også sikret, at Gladfonden kan videreføre den 2-årige flexuddannelse, der bidrager til at få unge med kognitive funktionsnedsættelser i beskæftigelse.

På sundhedsområdet har vi blandt andet prioriteret at hjælpe mennesker ramt af Parkinsons sygdom, og derfor er det rigtig godt, at der er afsat penge til, at Parkinsonforeningen kan oprette specialiserede rehabiliteringstilbud, der skal forebygge forværring af sygdommen.

Vi har også arbejdet for at styrke indsatsen over for udsatte unge og voksne. Her har vi blandt andet fået videreført tilskuddet til Reden Esbjerg og sikret et ekstra tilskud til Reden Odense, hvor sexarbejdere og udsatte unge kan være og få rådgivning. Vi er i den forbindelse også lykkes med at sikre et styrket fokus på indsatser over for udsatte kvinder med grønlandsk baggrund i Rederne.

Vi er også meget tilfredse med, at der er fundet penge til en række civilsamfundsorganisationer, der hver dag gør en kæmpe forskel for mange danskere. Blandt andet videreføres tilskuddet til Lykkeliga, der er består af en lang række håndboldhold for børn med udviklingshandicap.

For os i Venstre handler det om at støtte op om de borgere, der har allermest brug for hjælp. Og vi vil fortsat arbejde for, at ingen bliver efterladt.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste