Arbejdsmarked

Venstre leverer på endnu et valgløfte: Historisk forenkling af beskæftigelsesindsatsen

Af Stephanie Lose, økonomiminister og næstformand for Venstre, og Kim Valentin, beskæftigelsesordfører

9. april 2025 kl. 11:38

Venstre gik i 2022 til valg på at nytænke og frisætte beskæftigelsesindsatsen, hvor vi foreslog at frigøre tre milliarder kroner, nedlægge jobcentrene og sikre en indsats med mere frihed og mindre bureaukrati. Da regeringen blev dannet, fik vi skrevet en reform af beskæftigelsesindsatsen ind i regeringsgrundlaget.

Nu leverer vi på det.

Regeringen har nemlig, sammen med Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, indgået en aftale om fremtidens beskæftigelsesindsats.

Der er tale om en historisk afbureaukratisering, hvor vi sikrer en friere og enklere beskæftigelsesindsats, der skal sætte den enkelte ledige i centrum. Vi gør fundamentalt op med det regime, vi kender i dag, og går fra fokus på proceskrav til fokus på resultater.

Vi har i Danmark høj beskæftigelse og lav ledighed. Men der er en gruppe, der står uden for det arbejdende fællesskab, som i dag mødes af et uoverskueligt og rigidt aktiveringssystem med komplekse regler og begrænset mulighed for at tilpasse indsatsen til den enkeltes behov. I dag har Danmark et af Europas dyreste beskæftigelsessystemer. Et system, der over årene er blevet dyrere, selvom ledigheden er blevet lavere - for der er hele tiden blevet bygget flere regler og proceskrav på.

Med reformen frigør vi 2,7 milliarder kroner i 2030, vi giver kommunerne frihed til at nedlægge jobcentrene og til at organisere indsatsen, som det passer dem. Det er klare og tydelige Venstre-aftryk.

Borgeren i centrum med færre regler

En historisk regelforenkling vil gøre beskæftigelsesindsatsen enklere og langt mere gennemskueligt for både medarbejdere og borgere.

F.eks. er der i dag 13 målgrupper i beskæftigelsesindsatsen med hver deres regler og proceskrav. Fremover vil der kun være fem målgrupper. Samlet set halverer vi antallet af særregler. Færre proceskrav vil også betyde, at der årligt kan afholdes omkring 500.000 færre samtaler. Samtaler der, når mængden af dem er blevet så højt, alt for ofte bliver en bureaukratisk formalitet.

Det frigør tid - og det frigør medarbejdere, vi kan bruge andre steder i både den offentlige og private sektor, hvor der er brug for kvalificeret arbejdskraft.

Med færre regler og krav bliver det i højere grad muligt at skræddersy indsatsen efter den enkeltes behov. Kommuner og medarbejdere får større frihed til at beslutte, hvilke tilbud der giver mest mening – både for dem, der står langt fra arbejdsmarkedet, og dem, der er tættere på at finde et job.

Mere frihed og frit valg

Der skal i fremtiden både være mere frihed for den ledige, de ansatte og kommunerne. Derfor afskaffer vi kravet om, at den kommunale beskæftigelsesindsats skal være forankret i et jobcenter.

Fremover kan den enkelte kommune selv beslutte, hvordan indsatsen bedst indrettes. Dermed kan kommunen vælge helt at nedlægge jobcenteret - noget som Venstre gik til valg på. Og for nogle af de ledige længst væk fra arbejdsmarkedet, som måske kæmper med en række andre problemer, kan kommunen dermed fx vælge at forankre beskæftigelsesindsatsen sammen med den sociale indsats.

Med aftalen indfører vi også en forsøgsordning med frit valg målrettet de borgere, der er tættest på arbejdsmarkedet. Med forsøgsordningen vil en stor gruppe dagpengemodtagere frit kunne vælge, om de vil gøre brug af den kommunale beskæftigelsesindsats, deres A-kasse eller en anden certificeret aktør, som fx en privat virksomhed eller en civilsamfundsorganisation.

For i Venstre tror vi på, at det har en værdi for den enkelte ledig at kunne vælge selv. Ikke nødvendigvis fordi noget er bedre end andet, men fordi man skal have friheden til at vælge det, man vurderer, passer ens behov bedst.

Mere værdighed for sygemeldte og udsatte

Samtidig sikrer vi med reformen et langt mere værdigt beskæftigelsessystem. Det gør sig særlig gældende for udsatte borgere langt fra arbejdsmarkedet og sygemeldte. I fremtiden vil 70.000 sygemeldte, som er i beskæftigelse og venter på at blive raske nok til at vende tilbage til deres arbejdsplads, slippe for at skulle møde op hos kommunen.

Samlet set er der tale om en ambitiøs aftale, hvor vi - i fuld overensstemmelse med Venstres valgoplæg - nu vil sikre en bedre og mere fri beskæftigelsesindsats.

Tak til partierne i aftalen for at være med til at tage ansvar for fremtidens beskæftigelsesindsats.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste