Venstre

Venstre på Folkemødet: V-topfolk i debatter om klima, sundhed og meget mere

Både Bertel Haarder og Jan E. Jørgensen var trukket i hørskjorterne, da de bød velkommen i haven ved Venstres Hus på Folkemødet 2023. 
 

15. juni 2023 kl. 18:06

Første dag på Folkemødet 2023 bød på masser af spændende debatter om alt fra klima til fremtidens sundhedsvæsen til bureaukrati i foreningslivet og meget mere. Hermed en lille samling af højdepunkter fra debatter og samtaler med masser af Venstre-folk. 

“Den er blå!” 

Sådan lød, hvad der må have været dagens korteste og mest kontante svar blandt alle debatter på Folkemødets første dag. Svaret kom fra Venstres finansordfører Torsten Schack Petersen, men hvad han talte om, vender vi tilbage til. 

For længe inden da bød en veloplagt Jan E. Jørgensen velkommen i haven ved Venstres Hus i Allinge, hvor solbrune isser, solhatte og bagudvendte kasketter mødtes dagen igennem for at høre debatter om mangt og meget. 

Med på scenen havde Jan E. Jørgensen medbragt en hjemmevant Bertel Haarder, fader til Folkemødet, der fortalte anekdoter fra mødets spæde start. 

“Jeg drømte ikke om, hvad det ville blive til”, sagde han og henviste til, at Folkemødet er vokset til at rumme flere tusinde events og endnu flere deltagere. 

Ikke ufortjent, at der ikke langt fra Venstres have er opsat et skilt påtrykt Bertel Haarders Vej.

Og inden vi tager fat på de politiske indslag, skal vi lige hurtigt forbi den brede regering. Bertel Haarder tog nemlig fat på emnet:

“Personligt er jeg stor tilhænger, og det er lige, hvad folkestyret trænger til”. 

Det blev senere fulgt op af Viborg-borgmester Ulrik Wilbek, da han var på Venstres scene:

“Jeg er en af dem, der synes, det er fedt, at Venstre er i regering. Det er fandeme det rigtige!”

Borgmester i Viborg Ulrik Wilbek (midten) støtter fuldtonet midterregeringen, fortalte han i en quiz med Esbjerg-borgmester Jesper Frost (th) og Kalundborg-borgmester Martin Damm (tv).

En af de Venstre-folk, der var i politisk debat første dag, var minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen, der skulle diskutere den kommende CO2-afgift på landbruget. 

Bølgerne gik i højt i debatten, hvor både SF's Carl Valentin og miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen talte for reduktioner i landbruget for at nå klimamålet. For ministeren er to ting afgørende, slog han fast:

“Vi har bedt et udvalg om at komme med et bud på en afgift, der ikke koster erhvervet konkurrenceevne, og sikrer, at midlerne skal sendes klogt og målrettet tilbage til erhvervet”, sagde ministeren og rundede af:

“Landbruget skal udvikles, ikke afvikles”.

Nogenlunde sidstnævnte budskab leverede klimaordfører Linea Søgaard-Lidell også, da hun var i debat om verdens mest ambitiøse klimamål. 

“Landbruget skal reducere sin udledning. Punktum. Men det skal ske på en måde, hvor vi bevarer en stærk fødevaresektor. For mig handler det om at sætte nogle rammer og lade markedet styre, så vi fra politisk side ikke skal diktere, hvad folk putter på tallerkenen”, sagde hun i en debat, der bl.a. kredsede sig om, hvorvidt vækst og klimareduktion går hånd i hånd.

Dette blev betvivlet af en debattør fra organisationen Oxfam Ibis, hvilket fik Venstres klimaordfører til at skære igennem:

“Jeg må bare sige, at I (Oxfam, red.) tager helt fejl. Hvis vi stopper væksten, frasiger vi os vores ansvar. Det er markedet, der skal drive den grønne omstilling, og væksten skal være med til at udvikle fremtidens grønne teknologier”, lød det fra Linea Søgaard-Lidell.

Og så tilbage til Torsten Schack og det blå. 

Det er nemlig regeringens skattepolitik, som han utvetydigt erklærede som blå, da han blev spurgt af BT's politiske ekspert Joachim B. Olsen. 

“99 ud af 100 danskere oplever skattelettelser, når regeringens politik fra regeringsgrundlaget er ført ud i livet. Det er for mig at se et klart bevis på, at der bliver ført en blå politik og en vigtig grund til, at det var en god beslutning for Venstre at gå i regering og gøre en forskel”, lød det fra finansordføreren på scenen i Venstres have.

Finansordfører Torsten Schack Pedersen udlagde regeringens skattepolitik for de tilhørende på Venstres scene torsdag på Folkemødet. 

Og nu vi er ved det mere økonomiske, så deltog Venstres erhvervsordfører, Hans Andersen, i en debat om mængden af påtvungne regler og tungt bureaukrati, der bliver pålagt de frivillige danske foreninger.

Her slog Venstre-profilen fast, at han i Folketinget vil lægge sig i selen for bekæmpe unødvendigt bureaukrati.

“Jeg vil være kendt som byrdebekæmperen, der kæmper for, at vi rydder ud i bureaukratiet og får fjernet dumme, unødvendige regler.”

Vi runder af ved en af dagens mest velbesøgte debatter, nemlig sundhedsdebat med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

I et stuvende fyldt telt diskuterede hun sundhedsvæsenets udfordringer med bl.a. Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Mangel på hænder og fremtidens organisering af sundhedsvæsenet var på tapetet, og ministeren serverede klare budskaber.

“Der er ingen tvivl om, at vi skal have flyttet ydelserne tættere på borgerne. Nogle kommuner er kommet langt med det, andre er ikke. Vi har nedsat en sundhedsstrukturkommission, som skal komme med en anbefaling, og her vil jeg gerne understrege, at det ikke bare er sygehusene, vi skal se på. Det er hele sundhedsvæsenets struktur, vi skal diskutere fordomsfrit”, sagde ministeren.

Morgendagen byder på spændende debatter fra morgenstunden, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og gruppeformand Lars Chr. Lilleholt har en samtale om EU, NATO og dansk forsvar. 

Derudover skal MEP Morten Løkkegaard i dialog med Margrethe Vestager og Morten Helveg Petersen, mens man senere blandt meget andet kan møde Venstres politiske ordfører Morten Dahlin.

Se programmet i Venstres have

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste