Landdistrikter

Venstre sikrer adgang til bedre mobilitet på øerne

Af Thomas Danielsen, transportminister

20. januar 2025 kl. 16:53

Fra 1. januar 2025 er tre nye øer undtaget taxiloven. På Agersø, Avernakø og Lyø kan enhver nu sætte et skilt op på havnen og tilbyde kørsel mod betaling – uden at skulle have sædeføler, taxameter eller lignende. Det er et stort skridt i den rigtige retning mod mere frihed til lokale løsninger.

Venstres transportminister, Thomas Danielsen, er gået forrest i kampen om bedre og mere fleksibel mobilitet på vores øer. Adgangen til taxi og kollektiv transport er ofte ikkeeksisterende på øerne, og derfor giver det ikke mening, at der på øerne er krav om fx sædefølere og taxameter, som ellers er tilfældet i taxiloven.

Derfor fremsatte Thomas Danielsen tilbage i 2023 et lovforslag om ændring af taxiloven, hvori det fremgår, at alle ikke bro- eller landfaste øer – med undtagelse af Bornholm – kan undtages taxilovens anvendelsesområde. Det er dog et krav, at der ikke i forvejen er taxibetjening på øen, hvis øen skal undtages. Forslaget blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i november 2023.

Fra årsskiftet er Agersø, Avernakø og Lyø kommet på listen over småøer, der er undtaget loven – og indgår derfor på listen over de i alt 11 øer, der nu har fået bedre mobilitetsmuligheder til øboerne.
 

Frihed frem for flere regler

I Venstre tror vi grundlæggende på personlig frihed og ansvar. Når problemer opstår, skal vi fra politisk side være meget bedre til at spørge os selv, om det kan løses gennem mere frihed fremfor flere regler og mere kontrol. 

At transportministeren sikrer en mere fleksibel adgang til mobilitet på øerne, er et rigtig godt eksempel på, at udfordringer tit kan løses gennem tillid og lokal frihed – ikke mere regulering og yderligere regler.

Transportminister, Thomas Danielsen, indledte i efteråret 2024 et stort oprydningsarbejde i sit ministerie med det klare formål at fjerne unødvendigt bureaukrati og regler. Nu – mindre end fire måneder senere – har han fjernet knap 40 procent af Transportministeriets hovedlove. Resultatet viser tydeligt, at politisk vilje gør en forskel. 

Foruden at fjerne de mange hovedlove i sit ministerie har ministeren også igangsat andre tiltag - hvor særligt arbejdet for bedre mobilitet på øerne er et godt og konkret eksempel på, at en udfordring ofte kan løses ved at se på de lokale løsningsmuligheder fremfor flere regler.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste