Venstre tager ansvar i ny psykiatriaftale, men vil have reel 10-årsplan efter valget
Af Martin Geertsen, Venstres sundhedsordfører
28. september 2022 kl. 15:48
I går landede en ny aftale om psykiatrien med et bredt flertal af Folketingets partier.
Venstre og de andre borgerlige partier tager ansvar i aftalen, selvom den langtfra opfylder kravene for den 10-årsplan, som vi længe har presset på for. Planen er nemlig ikke en 10-årsplan, men i stedet en 2-årsplan, og det er slet ikke godt nok.
Derfor vil Venstre, så snart vi får regeringsansvaret igen, indkalde til forhandlinger om en reel 10-årsplan for psykiatrien. For det er netop en 10-årsplan fagfolkene og patienterne efterspørger.
Resultatet af aftalen skyldes, at regeringen først nu har fundet tid til at sætte psykiatrien på dagsordenen. Forhandlingsforløbet har tydeligt båret præg af en panisk regering, der skulle nå at haste en aftale igennem inden et folketingsvalg. Det er ganske enkelt respektløst overfor de mange, der er berørt af psykiatrien.
For psykiatrien er udfordret, og alt for mange børn og unge har ondt i livet. Samtidig har vores samfund ikke i tilstrækkelig grad formået at hjælpe personer med svære psykiske lidelser. Det vil Venstre ændre, og trods regeringens nølende tilgang til psykiatrien har vi alligevel valgt at tage ansvar.
Med den nye aftale tager vi de første skridt mod en forbedret psykiatri. Vi investerer midler i en tidlig indsats til børn og unge, som mistrives, mens vi også sætter flere penge af til bedre forebyggelse og behandling for borgere med svære psykiske lidelser. Vi sikrer også bedre rammer for forskning i psykiatrien samt et generelt løft af kapaciteten i psykiatrien, der skal sikre det tilstrækkelige personale til at hjælpe borgerne.
Men vi er slet ikke i mål endnu, for de unge, som oplever at få angst eller depression, kan stadig se frem til en ventetid på i gennemsnit fem måneder, inden de kan se en psykolog. Derfor skal der laves en reel 10-årsplan for psykiatrien. Og de forhandlinger vil Venstre indkalde til, lige så snart vi igen får regeringsansvaret.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.