Vi får strandsurfing tilbage - og beskytter kystturismen

4. april 2025 kl. 11:00
Efter politiets forbud mod strandsurfing tager Thomas Danielsen, transportminister, og Anni Matthiesen, turismeordfører, nu affære for at sikre, at de populære køretøjer igen kan rulle ud over de danske strande.
Strandsurfing har i mange år været en populær turistaktivitet på blandt andet Fanø og Rømø. Men for omkring en måned siden satte politiet en stopper for fornøjelsen med henvisning til færdselsloven – som også gælder på strandene. De vinddrevne køretøjer, der benyttes til strandsurfing, betragtes nemlig som legetøj og må derfor ikke køre på strandene, hvor færdselsloven også gælder.
Det har haft store konsekvenser for turismen i området, hvor mange erhvervsdrivende har oplevet aflysninger og mistet indtjening.
Transportminister, Thomas Danielsen, og turismeordfører, Anni Matthiesen, har lyttet til bekymringerne fra de vestjyske øer og er nu i gang med at lave et helt nyt regelsæt, der skal sikre, at strandsurfing igen bliver lovligt. Og det skal ske hurtigt.
Køretøjerne bliver godkendt som lovlige under færdselsloven – ligesom fx traktorer – og derefter vil man begrænse deres anvendelse på en måde, der stadig muliggør strandsurfing, men med fokus på sikkerheden.
De nye regler forventes klar i løbet af maj. Indtil da skal virksomheder søge politiet om tilladelse fra gang til gang.
Venstre kæmper for et stærkt turismeerhverv og for at sikre, at sunde, lokale erhverv og fritidsaktiviteter ikke drukner i unødvendigt papirarbejde – og at Danmark fortsat er et land, hvor det er muligt at drive virksomhed og skabe oplevelser, også i kystområderne.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.