EU-politik

Vi skal fortsat være med i EU-samarbejdet – også på forsvarsområdet

Af Venstres forsvarsordfører Lars Chr. Lilleholt, EU-ordfører Kim Valentin og medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard

10. maj 2022 kl. 15:49

I forgårs på Europadagen fejrede vi det europæiske samarbejde og alt det, som det har betydning for både Danmark og for Europa som kontinent. I de sidste 50 år, siden vi stemte os ind i EF i 1972, har EU-samarbejdet skabt velstand, fred og tryghed for Danmark. Det er et samarbejde, vi skal værdsætte og værne om.

Der er dog desværre en del af samarbejdet, som Danmark ikke er med i. Det fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde foregår uden Danmark på grund af vores forsvarsforbehold, og det har konkrete konsekvenser. Danmark er ikke med i de EU-missioner, f.eks. vedr. piraterijagt eller bekæmpelse af menneskesmugling, selvom det er i klar dansk interesse at beskytte danske søfolk og EU’s ydre grænse. Faktisk står Danmark uden for en hel del konkret politik, som vi burde være med i.

Tænketanken Europa udgav i sidste uge en analyse, der viser, at vores forsvarsforbehold bliver aktiveret oftere og oftere, så det nu er aktiveret 235 gange, når EU har taget beslutninger på udenrigs- og sikkerhedsområdet. Den udvikling er kun accelereret, og de seneste to år har Danmark stået uden for omkring en tredjedel af alle beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

Det viser tydeligt, at forsvarsforbeholdet betyder stadig mere for Danmarks indflydelse og deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde. Derfor skal vi den 1. juni til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Det handler om Danmarks mulighed for at varetage danske interesser og bidrage til sikkerhed og fortsat fred i Europa.

Vi anbefaler et JA til afskaffelse af forsvarsforbeholdet – for Danmarks skyld.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste