Økonomi og vækst

Vi skal skabe langt bedre rammer for danske iværksættere

Af Morten Dahlin

6. oktober 2023 kl. 14:00

Venstres politiske ordfører skød den politiske sæson i gang med en tale ved Folketingets åbning 4. oktober 2023. Læs et uddrag af talen her og se den hele i en video i bunden:

Kære medlemmer

Da jeg torsdag skulle indlede den politiske efterårssæson i den traditionsrige åbningsdebat, valgte jeg at sætte fokus på nogle af de værdier, jeg mener, skal præge det danske samfund. Værdier, der er vigtigt for os i Venstre.

Virkelyst. Arbejdsomhed. Ansvar.

De værdier talte jeg om, med udgangspunkt i en ung iværksætter, Julius.

For selvstændige og iværksættere – store som små – er noget af det, der binder Danmark sammen.

Her er der et stort uudnyttet potentiale, for vi har i Danmark indrettet et system, der gør det svært at starte som selvstændig.

Vi har markant færre vækstvirksomheder end vores naboer, og vi har langt, langt færre børsnoteringer end vores nabolande. I 2022 var der blot en børsnotering i Danmark. En.

Det skal vi have ændret. Vi har som samfund ikke råd til at lade være. Vi skal have mindre system og mere fornuft.

Det skal være nemmere for virkelystne danskere at starte deres eget, og derfor valgte jeg at dedikere min tale til 13-årige Julius, der –trods sin unge alder – har startet sin egen forretning.

Fra den bod, der blev bygget i familiens indkørsel, sælger han nu chips, slik og slush-ice til de mange fodboldfans, der besøger stadions i Valby, Hvidovre og Brøndby.

Gennem sin virksomhed har Julius lært alt om at regnskab og kundeservice. Noget, han ikke lærer i folkeskolen, der stadig ikke lærer nok unge basale færdigheder.

Forretningen blomstrer, og Julius’ mål er, at han – inden han fylder 16 år – omsætter for mindst en million kroner.

Det er så sejt.

Ligesom mange andre selvstændige er Julius drevet af virkelyst. Han har en indre iver efter at gøre noget, skabe noget. Han tager ikke et nej for gode varer, og han tager selv ansvar for at finde de gode løsninger.

De egenskaber har vi brug for. Det er dem, der har været med til at skabe, at vi i Danmark har et af verdens bedste og mest succesfulde samfund.

Men at Julius har formået at skabe sit eget, må ikke blive en sovepude. Vi skal videre.

Vi skal sikre, at de danske iværksættere får langt, langt bedre vilkår.

Som en start herpå kan vi fjerne lagerbeskatningen, så iværksættere ikke i fremtiden skal beskattes af værdier, der slet ikke findes i virkeligheden, og vi skal turde fjerne den skov af snubletråde, der i dag er lagt ud i det offentlige system. Og vi skal sænke skatten, så det bedre kan betale sig at tage en ekstra tjans. Ikke fordi vi skal tvinge folk til at arbejde mere, men fordi vi skal gøre det mere attraktivt, så folk selv får lyst.

Det kommer vi til at arbejde for i den kommende tid. Med fokus på virkelyst. Arbejdsomhed. Og ansvar.

I mellemtiden kan du se hele talen fra åbningsdebatten i videoen nedenfor:

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste