EU-politik

Vi skal vise ukrainerne vejen til EU-medlemskab

Af Troels Lund Poulsen, formand, og Stephanie Lose, næstformand samt Morten Løkkegaard, EP-spidskandidat

27. marts 2024 kl. 11:16

Ukraine hører hjemme i vores europæiske fællesskab. Putins forbryderiske invasion og militære aggression har understreget med al tydelighed, at Ukraine skal være medlem af EU. Vejen dertil kan gå gennem et såkaldt ”associeret medlemskab”, foreslår Venstre.

Det handler ikke kun om Ukraines fremtid, det handler også om hele Europas sikkerhed. I kampen mod autokratier som Rusland er vi i Europa nødt til at stå sammen. Spørgsmålet er derfor ikke længere om, men hvordan vi skal gøre Ukraine klar til at blive medlem af EU.

Det mener vi, at vi bedst gør ved at gøre Ukraine til associeret medlem af vores union. 

Historisk har Venstre spillet en afgørende rolle i udviklingen af Europas sikkerhed. I 1990’erne gik Venstres daværende formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forrest i genetableringen af de diplomatiske forbindelser til de tre baltiske lande efter Sovjetunionens sammenbrud. Det har siden ført til, at Letland, Estland og Litauen blev medlemmer af NATO og EU, og at Uffe i dag mindes som en helt i Baltikum.

Og en anden tidligere Venstre formand, Anders Fogh Rasmussen, stod i spidsen for de afgørende forhandlinger under dansk EU-formandskab i 2002, da EU besluttede at udvide sig mod øst og optage 10 nye medlemslande i den europæiske familie.

Nu er tiden igen kommet til, at vi skal træffe store beslutninger, som rækker langt ud i fremtiden og rækker ud mod et bedre Europa. I Venstre mener vi, at Danmark bør gå forrest for at sikre, at Ukraine kan blive medlem af EU.

Det er klart, at Ukraine ikke kan blive medlem af EU i morgen eller overmorgen, men vi skylder os selv og ukrainerne at vise vejen derhen.

Det associerede medlemskab skal fungere som et overgangsværktøj, imens muligheden for fuldt medlemskab er i proces. Det associerede medlemskab skal eksempelvis give Ukraine adgang til dele af det indre marked, ligesom de potentielt kan få adgang til udvalgte rådsmøder og relevante drøftelser i Det Europæiske Råd. I første omgang som observatør. På den måde vil de løbende blive integreret i det europæiske samarbejde.

Vi vil fortsætte vores stolte tradition for at byde de europæiske lande, der vil friheden, demokratiet og den fredelige europæiske sameksistens velkommen i den europæiske familie. Sådan et land har ukrainerne med al tydelighed vist, at de er.

 

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste