Det nationale kompromis

I 1985 afholdes der valg til Europaparlamentet, men at dømme efter den lille valgdeltagelse på 46,2 procent er der ikke den store interesse for det europæiske fællesskab. Allerede året efter bliver EF-spørgsmålet igen bragt på banen, da EF-landene i 1986 lægger op til en udvidelse af samarbejdet inden for det økonomiske område. Med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre som modstandere vinder Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen alligevel en folkeafstemning om projektet.

Senere på året fremsætter regeringen sammen med Socialdemokratiet, CD og Kristeligt Folkeparti i fællesskab en erklæring, hvor man går ind for dansk medlemskab af en europæisk union.

Den 7. februar 1992 underskriver de 12 EU-lande i Maastricht i Holland Traktaten om Den Europæiske Union. Maastrichttraktaten, som den i daglig tale kom til at hedde, betyder bl.a. indførelsen af et unionsborgerskab, en økonomisk-monetær union, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og en koordinering af politisamarbejde, indvandrerpolitik og strafferetligt samarbejde.

Da SF, Fremskridtspartiet og dele af Kristeligt Folkeparti er imod, kan der ikke opnås det nødvendige 5/6 flertal, der ifølge Grundloven skal til for at afgive suverænitet. Regeringen bliver derfor nødt til at udskrive en folkeafstemning, der bliver holdt i juni 1992. Over 80 procent af vælgerne deltager i afstemningen, og fordelingen af stemmerne viser, at landet er delt i næsten to lige store grupper - dog med en lille overvægt til nej-siden: 50,7 procent nej over for 49,3 procent ja.

Efter afstemningen er der en lang debat om, hvad Danmark skal gøre i forhold til EU-samarbejdet. SF skifter holdning i løbet af efteråret 1992 og indgår en aftale med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – også kaldet det nationale kompromis - om en ny forhandling af Maastrichttraktaten med henblik på at få fjernet kravet om unionsborgerskab, fælles mønt, fælles forsvar og fælles politi.

Fem dage efter slutter V, K, CD og Kristeligt Folkeparti sig til kompromiset. Betænkeligheder ved forliget har primært Venstre, der er bekymret for, at Danmark ikke længere kan være med helt og fuldt i det europæiske samarbejde.

Den 12. december 1992 godkender et nyt EF-topmøde i Edinburgh de danske forbehold, og den nye aftale sendes atter til folkeafstemning. Denne gang bliver det et ja til dansk medlemskab under forudsætning af, at de fire forbehold skal gælde, indtil de fjernes gennem folkeafstemninger.
 
Læs næste emne: Nyrup træder til.

Gå tilbage til: Velfærd og vælgerskred.