De stærke og raske har et ansvar for at støtte de svage og de syge. Det indebærer, at de stærke og de raske skal opmuntres til at gøre en indsats på arbejdsmarkedet i så lang tid som muligt.

Medansvaret for de svageste skal kendetegnes ved, at vi skal yde hjælpen i respekt for det enkelte menneskes integritet, men også at hjælpen skal være udformet sådan, at modtageren føler et personligt ansvar for og har tilskyndelse til selv at bringe sig ud af den sociale situation.

De mennesker, som ikke kan forsørge sig selv gennem arbejde, skal sikres en rimelig levefod. Den sociale indsats skal navnlig komme de særligt udsatte grupper til gode.

Socialpolitikken skal sikre, at alle kan udnytte deres ressourcer og deres evner maksimalt. Vi fremmer social tryghed bedst ved at give alle mulighed for at få en uddannelse og et arbejde. Derfor er det vigtigt, at man forsøger at hjælpe mennesker til et aktivt arbejdsliv. Ingen skal på forhånd opgives eller parkeres på passiv forsørgelse på kanten af samfundet. For en sådan laden stå til fører uvilkårligt til skel i samfundet. Social tryghed handler ikke alene om penge men i nok så høj grad om deltagelse i fællesskaber med andre – på arbejdsmarkedet, i foreningslivet eller i lokalsamfundet.

Alle skal have mulighed for at få del i den sociale og økonomiske fremgang. Det skal være muligt at arbejde sig ud af en vanskelig social situation. Derfor skal den negative sociale arv bekæmpes – navnlig gennem uddannelse – med henblik på at give alle lige muligheder for at skabe sig en god og tryg tilværelse.