Venstre vil hjælpe danskerne i en økonomisk svær tid

Det bekymrer Venstre dybt, at danskerne rammes af voldsomme prisstigninger som følge af Putins økonomiske krig mod Europa. Derfor er det vores pligt at gøre, hvad vi kan for at hjælpe uden at forværre problemerne. 

Venstre har foreslået adskillige fuldt finansierede konkrete tiltag, som vil hjælpe alle danskere. Og vi er klar til at gøre endnu mere, så længe vi gør det klogt og ikke puster til inflationen.

 

Venstre vil skabe tryghed om danskernes økonomi

Stigningen i forbrugerpriserne er på det højeste niveau i 40 år.[1]  Den rekordhøje inflation er tydelig for alle danskere, og mange frygter de meget høje el- og varmeregninger i den kommende vinter. Det er en udfordrende situation for mange danskere og danske virksomheder. Derfor er det helt afgørende for Venstre at gennemføre konkrete politiske tiltag, som giver danskerne en håndsrækning i en økonomisk svær tid.

Venstre ønsker at indføre et skatte- og afgiftsstop. Danskerne skal kunne stole på, at skatter og afgifter ikke vokser og vokser som under S-regeringen, hvor der er indført mere end 40 skatte- og afgiftsstigninger for over 10 mia. kr. Venstre vil ikke gøre det dyrere at være dansker i en tid fyldt med prisstigninger.

Den rekordhøje inflation er tydelig for enhver, der har handlet i supermarkedet, tanket bilen på vej til arbejde eller modtaget en elregning på et beløb, der på få måneder er blevet markant større end igennem mange, mange år.

 

Venstre har foreslået konkrete tiltag for at tage toppen af energiregningen

Venstre har også foreslået, at vi banker naturgasafgiften i bund til EU’s minimumssats. Det vil gøre en forskel for de godt 400.000 danske husstande, der har naturgasfyr og derfor er blevet særligt hårdt ramt af Putins invasion af Ukraine - og de markante stigninger i gasprisen, det har medført.[2]

Og Venstre vil kæmpe for, at de økonomisk trængte træpillefyr-ejere får mulighed for at få et økonomisk fordelagtigt energilån på linje med el-, gas- og fjernvarmekunder.[3]

Vi har også afsat 8,5 mia. kr. frem mod 2030 til at give danske boligejere en grøn håndsrækning bl.a. ved genindførelsen af det grønne håndværkerfradrag, så flere danskere kan klimasikre og energiforbedre deres boliger.[4]

 

Venstre har fået gennemført konkrete tiltag

Venstre sikrede med aftalen om vinterhjælp, at vi fik banket elafgiften helt i bund til EU’s minimumssats. Det sker i første halvår af 2023, og det kommer til at gøre en forskel på elregningen for alle danskere. På toppen af det har vi sikret reelle besparelser på eltarifferne, hvilket især kommer virksomhederne til gode. Samtidig har vi sikret, at der er en frivillig mulighed for at indefryse en del af de høje energiregninger, så man kan vente med at betale, hvis man står med et presset husholdningsbudget.[5]