Vi genindfører håndværkerfradraget
Af Troels Lund Poulsen, formand og forsvarsminister, og Stephanie Lose, næstformand og økonomiminister, Hans Andersen, finansordfører
30. august 2024 kl. 09:41
Rigtig mange danske familier går og drømmer om at forbedre eller renovere deres bolig. Måske trænger hjemmet til nye vinduer eller en varmepumpe, så de kan leve billigere og ikke mindst grønnere. Måske er der behov for en ekstra indsats for at klimasikre hjemmet i en tid, hvor oversvømmelser i Danmark desværre bliver hyppigere.
De drømme vil vi gerne hjælpe med at gøre til virkelighed. Vi mener, det skal være billigere for danskerne at få en håndværker til at gøre hjemmet til et tryggere og grønnere sted at bo.
Derfor er vi i Venstre stolte af, at vi med regeringens finanslovsforslag for 2025 foreslår at genindføre håndværkerfradraget, som ellers blev droppet af den tidligere regering i 2022.
I Venstre var vi kraftigt imod at afskaffe det populære fradrag, der hjalp mange familier med at få energirenoveret deres bolig. Vi har kæmpet for at genindføre det, vi gik til valg på at genindføre det i 2022, og nu leverer vi på det. Endda på en måde, så det kommer til at gælde allerede fra næste år.
Det gør vi ikke blot, fordi danskerne skal have bedre mulighed for at investere i deres bolig. Det gør vi også for at skubbe på den grønne omstilling.
Og så gør vi det, fordi det virker. I 2020 brugte mere end en kvart million danskere overalt i landet håndværkerfradraget. Det er et fradrag, der batter.
Fradraget skal ikke kun handle om, at det skal gå til forbedringer, der for eksempel opvarmer familiens hjem på en grønnere måde. Fradraget skal også være med til at klimasikre boligerne, så de bedre kan stå imod et mere vildt vejr med fx flere skybrud og oversvømmelser.
Også børnefamiliernes hverdag vil vi gerne forbedre. Derfor foreslår vi også med finanslovsforslaget at forbedre servicefradraget, så flere kan få råd til hjælp i hjemmet og mere kvalitetstid som familie.
Udover 300 mio. kr. til at genindføre håndværkerfradraget afsætter regeringen også 100 millioner kroner årligt til at forbedre servicefradraget, der kan gøre det billigere at få hjælp i hjemmet.
Alt i alt er genindførelsen af håndværkerfradraget og forbedringen af servicefradraget to vigtige Venstre-aftryk: Vi gør danskernes hverdag lettere– hvad end det handler om de fysiske rammer, tiden eller økonomien.
Nyhedsbrev fra Venstre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.