Folkestyre uden revolution

Frederik den 7., der trådte til i 1848, interesserede sig ikke meget for de stadigt stærkere frihedsbevægelser. Først, da der opstod politisk uro i Europa, blev kongen klar over, at han måtte give efter for presset.

Den 20. marts 1848 vedtog en forsamling af politikere i København en erklæring, der opfordrede kongen til at afskedige den siddende regering og udnævne en ny, der bedre kunne løse problemerne. En af mødedeltagerne, Orla Lehmann, truede åbenlyst med revolution, da han sagde: "Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp!”

Næste dag fik Kong Frederik erklæringen overrakt af en deputation i spidsen for et folkeoptog. Kongen svarede, at regeringen allerede havde indgivet sin afskedsbegæring, og at han var enig med deputationen. To dage senere var den nye regering dannet.

Kongen erklærede, at han betragtede sig som konstitutionel monark; altså stort set den funktion, som Dronning Margrethe har i dag. I den forbindelse skulle Kong Frederik den 7. have tilføjet: "Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider".

Dermed var enevælden afskaffet i Danmark uden revolution, og uden at der var vedtaget en ny statsforfatning. Det kunne virke noget kaotisk. Og så var landet endda på vej i krig. For i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor man lyttede til alle mulige revolutionære rygter ude fra Europa, opfattede man regeringsskiftet i København som et statskup og skyndte sig at oprette en midlertidig regering i Kiel.

Den fik tilslutning fra det lokale militær, og fæstningen i Rendsborg blev taget ved overrumpling. Dermed var krigen begyndt, og slesvig-holstenerne fik hjælp fra Prøjsen og andre lande i Det Tyske Forbund.

For Danmark betød krigen et vældigt opsving i den nationale følelse. Værnepligten, der hidtil alene havde påhvilet bondebefolkningen, blev nu gjort almindelig. Og mens landet førte krig, forberedte man den første demokratiske forfatning.

De første politiske partier havde allerede vist sig: De konservative blev domineret af godsejerne, de nationalliberale var domineret af akademikere og større erhvervsdrivende, landbrugets sag blev talt af Bondevennernes Selskab, der var stiftet i 1846. De lavere samfundslag var ikke fremme i lyset på dette tidspunkt.

Den nyudnævnte regerings første opgave var at udarbejde et forfatningsudkast, der skulle forelægges en grundlovgivende rigsforsamling.

Valgret til denne forsamling havde alle uberygtede mænd over 30 år med egen dug og disk. Udtrykket "dug og disk" betød, at man skulle være familiefader. Set med nutidens øjne var det en temmelig udemokratisk sammensat forsamling. Kvinder var slet ikke med, og økonomiske forhold var afgørende for mændene. Som det blev sagt i en remse om, hvem der ikke havde valgret: "Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede".

Valget fandt sted den 5. oktober 1848. Rigsforsamlingen trådte sammen på Christiansborg den 23. oktober 1848 og arbejdede til et godt stykke ind i det nye år med det endelige udkast til den kommende grundlov. Ved årsskiftet 1848-49 kunne danskerne, trods krigens usikkerhed og plager, med en betydelig grad af sikkerhed se frem til en ny epoke: folkestyret.

Læs næste emne: Venstre opstår.

Gå tilbage til: Demokratiet vågner.
 

Lær mere om Grundloven på Folketingets hjemmeside.